Det vidste vi ganske vist i forvejen, men med sidste uges udgivelse af den hidtil mest grundige historiske udredning af det hjemlige beslutningsforløb op til Irak-krigen 2003-2011 ved vi det endnu bedre.
At helvedestilstande ville blive det uundgåelige resultat af militær indgriben i Irak, burde ikke været kommet bag på den magtfulde krigskoalition. Alle der før de koalitionsvilliges invasion havde orket at interessere sig en smule for, hvad førsteklasses universitetsuddannede eksperter i regionens konfliktdynamikker, geopolitiske spændingsforhold og indre modsætninger havde forudsagt med betydelig præcision før invasionens udrulning, måtte vide, at et sådant indgreb, næsten helt sikkert ville udløse årelangt voldskaos, borgerkrig og samfundsopløsning samt optimere vækstbetingelserne for militant og terroristisk islamisk fundamentalismes fremmarch. Især hvis der ikke var lagt planer for, hvad der skulle ske efter invasionen, hvad der i den grad ikke var.
De beslutningsansvarlige var dog ligeglade med eksperter, viden og advarsler. De havde nok i eget overmod, mavefornemmelser og den foregribende selvgode tilfredsstillelse i at have magten til at rydde en led diktator af vejen, uskadeliggøre hans hypotetiske masseødelæggelsesvåben og, nå ja, hvorfor ikke: demokratisere hele Mellemøsten ved det befriede Iraks gode eksempel som igangsætter af en dominoeffekt. Hvilket smukt forsæt, og hvilke dystre enorme omkostninger.
Det blev de ‘smagsdommerne’, der vidste noget om Irak og Mellemøsten, der fik ret: Alt der kunne gå galt, gik galt, og Fusker-Foghs legendariske ekspertforagt blev mere end et dumsmart synspunkt til brug for markering i dansk andedamsdebat. Den gjorde Danmark til deltagende nation i en aggressionskrig og fik de blodigste følger. Otte danske soldater måtte lade livet for den danske statsministers grillers skyld i det ragnarok, der blev sluppet løs, mens det irakiske tabstal skal tælles i hundredtusindvis, om end de fleste af disse blev ofre for egen borgerkrig.
Fusker-Fogh tilbageholdt efterretninger, der både problematiserede det irakiske trusselsbillede og advarede mod de grumme konsekvenser, der siden skulle materialisere sig. Med andre ord gav Fusker-Fogh med forsæt et fortegnet billede til offentlighed og Folketing. At Danmark ville udkæmpe Irak-krigen på tvivlsomt juridisk grundlag, var regeringen på det rene med. At krigsbeslutningen blev truffet på et uoplyst og vildledende grundlag, betød endvidere, at den var uden en ordentlig demokratisk forankring.
Om der nogensinde vil blive gjort retligt op med Fusker-Foghs historiske magtmisbrug, kan man betvivle, men historien dom vil blive unådig over hans eftermæle. 16 år efter magter Fusker-Fogh ikke at forsvare sig med andet end fraser: ‘Der er intet at komme efter’ og ‘Vil I da have Saddam Hussein tilbage?’
Den sidste frase er værd at tænke over, uanset at den ikke kan løskøbe Fogh for fuskeransvar. Foghs moralistiske kritikere overser, at Irak under Saddam Hussein allerede befandt sig helvede. De krige og folkemord, Slagteren fra Bagdad egenhændigt stod bag, havde allerede kostet langt flere dødsofre, end de koalitionsvilliges krig kom til. Irak var en dybfrossen katastrofe, der kun ventede på at tø op. Status quo med sanktioner og forhøjet børnedødelighed var ikke en option. Det var det heller ikke at lade Saddams diktatur komme på fode igen som regional magt. Der er ikke grund til at tro, at Irak ville have været et bedre sted uden invasionen. Som Syriens blodige elendighed har vist, er regionen fuld af egne kaoskræfter, der udmærket kan aktiveres uden vestlig indgriben. Saddam måtte væk. At fjerne ham VAR et godt forsæt. Men et alt for godt forsæt til at betro til fuskere og klamphuggere.
