Danmarks integrationsminister, Inger Støjberg har handlet i strid med regler og love i sin instruks om at adskille alle mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller eller samlevere, selv om loven udtrykkeligt fastslår, at dette kun kan ske efter en individuel vurdering. Og hvad værre er: Pressen har nu afdækket, at hun har gjort dette uanset advarsler fra embedsmænd. Den oplysning modsiger, hvad Inger Støjberg tidligere gentagne gange har udtalt om sagen, hvor hun tværtimod hævdede at have embedsværkets opbakning.
Uanset at der er brug for at belyse, hvordan det overhovedet kunne komme så vidt, er det nøjere forløb kun detaljer i en sagsrudredning, hvor bundlinjen allerede står klar: Danmark har en minister, der har brudt loven efter først at have forsøgt at bilde offentligheden ind, at hun handlede på lovens grund. Og skandalen stopper ikke her: Ministerlovbruddets eneste følgerigtige konsekvens, en omgående afskedigelse af ministeren, ser ikke ud til at materialisere sig, så ikke nok med, at vi har en lovbryder siddende på en ministerpost, vi har også en hel regering og dens parlamentarisk baglands medvidende accept af, at ulovlige praksisser kan få lov at passere sanktionsfrit. Allerhøjest risikerer hun en næse.
For en retsstat er må det være et selvfølgeligt og ubrydeligt princip, at loven naturligvis skal overholdes, hvad enten man sympatiserer med dens målsætninger eller ej. Og hvis nogen så alligevel bryder den – og tilmed en minister, altså en folkestyrets tjener – er ingen reaktion så absolut ikke en rimelig reaktion. Men et rent skuldertræk er tilsyneladende alt, hvad både Støjberg selv og det blå folketingsflertal kan bekvemme sig til. Denne flegmatisme er ikke bare beskæmmende, men aldeles uacceptabelt, og det burde i særdeleshed være det for det dele af det borgerlige Danmark, for hvem ‘ordentlighed’, ‘rettidig omhu’, ‘anstændighed’ og ‘lovlydighed’ skal forestile at være mere end bare paroler i skåltaler over egen påståede fortræffelighed.
Gad vidst, hvilke tanker der mon fór igennem integrationsministerens rødhårede knold i hine dage, da hun fik kravet om individuelle vurderinger slettet fra sin instruksen, så den dermed blev ulovlig. Mon ikke hun har tænkt, at dette skridt dog var i den smukkeste overensstemmelse med hendes strategi om, at føre sig frem som dronningen af udlændingestramninger, som har gjort hende til landets mest folkekære minister? Inger Støjberg har med kager poserende på Facebook fejret, hvordan hun går til grænsen, ja, og måske også lige lidt over, men baglandet elsker hende for det. Ved et kommende folketingsvalg, hvor udlændingepolitikken atter kan blive udslagsgivende for vælgernes vandringer, ser regeringen Inger Støjberg som et af sine største aktiver. Hvem skulle dog ellers udstråle samme brutalitet som hele Danmarks henrivende Inger?
Med andre ord: Magten trium-ferer over retten. Danmark er kommet et langt stykke, siden Poul Schlüter forstod, at en regerings eventuelle lovbrud var et kabinetsspørgsmål. Ministeriet Løkke Rasmussen glimrer ved sit fuldstændige fravær af den slags hædersmænd, der har forstået, at retssikkerhed aldrig kan gøres til brikker i et politisk spil. Det er et brist, der varsler ilde for nationens politiske fremtid, og som risikerer at kaste lange skygger over Christiansborg, dersom despekt for loven herefter skulle kunne bide sig fast som almindelig politisk praksis.
