Udspillet med den fængende titel ‘Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark’ lyder som en opdatering af Fogh-regeringens udspil fra 2007, ‘Fast og fair’, og risikerer en tilsvarende skæbne – det viste sig aldrig at blive nogen af delene.
‘Retfærdigheds’-dimensionen ligger i, at S kommer med et bud på forsvar for velfærdsstaten, der samtidig påtager sig international forpligtelse til at hjælpe folk i nød, materialiseret som asylstop kombineret med asylcentre i Afrika fulgt op af en plan om omfattende Marshallhjælp til de lande, der producerer flygtninge og økonomiske migranter.
Fremfor alt vil S sikre, at Christiansborg tilbagetager politisk kontrol med, hvor mange ikke-vestlige udlændinge, der år for år kan komme til Danmark. Folketinget skal hvert år sætte et årligt loft for flygtninge og familie-sammenføringer fra ikke-vestlige lande og i samarbejde med kommunerne ud fra en vurdering af, hvor mange nye udlændinge Danmark formår at integrere. Ved at gøre det umuligt søge asyl ved Dronninge-rigets grænser, vil S fjerne incitamentet til at betale menneskesmuglere for at formidle den farefulde færd over Middelhavet. S vil endvidere sikre flere udlændinge en bedre integration på arbejdsmarkedet gennem nyttejob og virksomhedspraktik, som skal være pligtige bidrag til fællesskabet, ligesom indsatsen for at bekæmpe parallelsamfund skal bekæmpes med mere blandede skoler og stop for familiesammenføring til udsatte boligområder. Partiet har også fundet tilbage på humanismens spor med genoptagelse af de kvoteflygtninge, som FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, udvælger.
Udspillet er drevent, for ikke blot vil det formentlig være i samklang med et stort flertal af vælgerbefolkningen. Det vil også kunne åbne en vej for et bredt nationalt kompromis om et udlændingepolitisk samarbejde hen over midten, hvor den multikulti-glade venstrefløj neutraliseres, samtidig med at Dansk Folkeparti marginaliseres. DF vil blive stillet i et dilemma, hvor begge valgmuligheder fører til implosion: Enten favne den socialdemokratisk udstukne udlændingepolitik og dermed gøre sig irrelevant gennem tab af sin patenterede mærkesag. Eller også konsekvent selvradikalisering udi mere og stadig mere åbenlys racistisk ekstremisme – det sidste tyder allerede i konkurrence med Nye Borgerlige på at være den valgte vej at gå.
Men er der realisme i, at S kan samle Danmark omkring disse politiske mål, er der det næppe i chancerne for at indfri dem. Hokuspokuslejre i nordafrikanske lande, som partiet ikke vil sætte navn på, lyder som fugle på taget – ingen af disse lande har meldt deres interesse. Til gengæld for at huse danske modtagecentre vil det nordafrikanske fantasiland skulle modtage direkte tilskud og målrettede investeringer i vækst og job. Det kan blive dyrt, og kan nok kun lade sig gøre, hvis andre EU-lande slår ind på samme strategi, ellers læsser Danmark bare flygtningebyrden over på dem. Om centeret jurisdisktionelt kan drives efter danske retssikkerheds-normer under respekt for internationale konventioner, og om FN vil være med til det, er også svært at se for sig. Og hvor finder man de titusinder af ‘nyttejobs’ uden at det bliver på bekostning af ordinære jobs osv.
Der er således nok af praktiske indvendinger, men politik handler også om at formulere visionære målsætninger, og her er Socialdemokraterne kommet langt efter årtiers træden vande på det betændte udlændingepolitiske felt. Under alle omstændigheder gør udspillets mange kritikere klogt i at huske på, at status quo ikke er mindre problematisk. Hvor er de andre klogere mere gennemtænkte forslag, der redder både velfærdssamfund, humanisme og holder nationalpopulisme på afstand? Lige nu findes de ikke.
