Vi bliver ved og ved og ved og ved med at diskutere, til alle bare giver op og vi kan blive enige om en fælles sandhed, så vi slipper for alt det elitære tænkeri fra gang til gang. Dansk åndsliv går ud på at lære udenad. Hvad er det nu, vi mener om efterlønnen, sokker i sandaler og hvem, der er de onde? Må man spise marineret sild på franskbrød? Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?
Leverpostej smager godt, basta. Arbejdsgivere er onde, lønmodtagere er søde, basta. Kim Larsen er så lun, Anne Linnet skriver fantastiske tekster, der sætter sig på tværs i dit indre univers, univers, univers, basta. Matador er verdens bedste tv-serie, basta. Russerne er onde, amerikanerne er søde (på nær lige i halvfjerdserne, hvor amerikanerne var onde, og russerne var onde, og kun sandinisterne i Nicaragua var søde, okay, de lavede terrorbomber og bortførte familiefædre – men på en sød måde), basta. Anden er altid sjov, Kirsten Birgit er altid sjov, også når de ikke er sjove, for Anden og Kirsten Birgit er altid sjove, basta.
Sådan er det, fordi sådan er det bare. Basta.
Så kom globaliseringen rullende, den skiderik, og nærmest voldtog os med sin kompleksitet. Saddam Hussein angreb Kuwait, og det var ondt, så angreb USA Saddam Hussein, men kun for at holde olieprisen nede, så det var også ondt, og kurderne hjalp med at bekrige Saddam Hussein, så de var søde, for Saddam Hussein var ond, men de er jo muslimer, så de er også onde, for muslimer er jo onde. Og de søde Mujahidinere, der var søde, fordi de kæmpede mod de onde russere i Afghanistan, var pludselig onde, superonde, fordi de skiftede navn til al-Qaida og bekæmpede de søde amerikanere med de søde amerikaneres egne søde våben, som de fik dengang de var søde, fordi de kæmpede mod de onde russere og hed noget meget mere sødt end al-Qaida.
Allehånde spørgsmål væltede ind over os. Svære spørgsmål, som ikke var sådan lige til at blive enige om. Onde, onde spørgsmål, man selv skulle tænke over for at finde svaret på.
Må man tegne Muhammed? Må man sige neger? Må man gå med kniv og burka? Må man flygte? Må man migrere? Må man gifte sig med én fra syd for Ejderen uden at spørge en minister om lov først? Må man synes, at en præsident er en hjernedød piece of shit motherfucker, når nu et sødt folk har valgt ham på sød og (næsten) helt demokratisk vis?
Hvad fanden ligner det?! Vil du straks komme til fornuft, verden! Tror du vi har tid og lyst til at gå og tænke selv, når vi også skal nå at gå på arbejde og klage til kommunen og have en fælles holdning til, om de nye dommere i Den Store Bagedyst er onde eller søde?
Vi kræver handling! Eller, det vil sige, vi kræver egentlig ikke handling – bare noget der ligner lidt. Lister, f.eks. Vi vil have lister over, hvad der er ondt og sødt. Jaja, minister, kald du dem bare kanoner, hvis du har lyst til det, bare det er tydelige, klare lister med højst 10 punkter på hver, som vi kan lære udenad, så vi ved hvornår noget er dansk, og hvornår noget er ondt, fordi det ikke er dansk.
Og en krig vil vi også ha’! Ikke en rigtig krig, for så er der søde danskere, der dør sådan rigtigt med blod og sørgende efterladte og alt muligt andet, der tager tiden fra Bagedysten og klagen til kommunen. Nej, en nem krig. En kold krig - åh ja, det kan vi li’! En krig, hvor ingen dør, men som udgør en liste med kun to ting, man skal lære udenad:
1: Russerne er onde!
2: Danskerne er søde!
Sådan skal verden være, folkelig og enkel og nem at forstå. Vi bliver så opstemte, at vi bryder ud i poesi:
Dem, på det ene hold er røde,
dem, på det andet hold er blå.
Jordbær er søde,
en kold krig ligeså!
