Symptomatisk og følgerigtigt stemte DF’s tre europaparlamentarikere, da også i sidste uge nej til en resolution, der lægger op til at fratage Ungarn EU-stemmeret. Det skal ske for at straffe Orbán-styret for bl.a. den forsyndelse det er at have afskaffet upartiske public service-medier – en klokkeklar overtrædelse af det europæiske charter om pressefrihed og af københavnerkriterierne for EU-medlemskab, men åbenbart ikke inkriminerende i DF-øjne.
Drømmer Tulle og DF om at udrulle -Orbáns mediestyrings-projekt hertillands? Ambitionen skal nok være der. En art opgør synes i al fald indledt med det nylige medieforlig, og sidste uges afklaringen af, hvad forligets besparelser og rammevilkår betyder for Danmarks radio. Det fremstår i dag uafviseligt, at DF ønsker at detailstyre landets statsbetalte elektroniske medier.
Borte er de fem årtier med det veletablerede armslængdeprincip, oprindeligt formuleret af den legendariske socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt, hvor politikerne skulle holde sig til at udstikke rammer og sætte budgetter. Det skulle alene handle om at støtte, ikke om at styre. Det sidste skulle overlades til uafhængige redaktioner, kompetente kuratorer, fagligt funderede formidlere. Af hensyn til demokratiets sundhed skulle massemedier og kultur værnes imod at kunne blive til vehikler for de til hver en tid siddende regeringers mulige ønsker om politisk prægning og propagandavirksomhed.
Men styre beflitter DF sig nu i stigende grad på. Den borgerlige regering ser imens til den anden side, utilbøjelige til at lægge sig ud med det stærke støtteparti og kun alt for glad med at slippe med indrømmelser, der for det utrænede øje kan tage sig symbolpolitiske ud.
DF kender symbolers betydning og elsker at sætte symbolpolitiske aftryk. Partiet fik via medieforliget styret den eksperimentelt kreative taleradio 24/7 til påtvungen genbosættelse i Vestdanmark, muligvis som hævn og tak for sidst fra det mindeværdige indslag, da en af stationens radioværter kunne afsløre, at et DF-folketingsmedlem ikke ved, hvad et bruttonationalprodukt er. Partiet har heller ikke lagt skjul på sin harme over at have været med til at bevilge penge til Ole Bornedals store tv-epos om 1864, der faldt så ulykkeligt antinationalistisk ud. Endda med udtrykt sympati for sigøjnere – bedre havde det naturligvis været, dersom Danmark havde vundet over prøjserne.
DF’s detailstyring af DR retter sig imod ’eliten’, en nedarvet fjende af kulturradikale levn og røde lejesvende, partiet stadig ser Statsradiofonien inficeret med. DF’s skamløshed viser sig i det oprindelige meget vidtgående krav fra partiets medieordfører: »DR skal ikke skrive nyhedsartikler, politiske analyser eller producere magasin-lignende tillæg til dr.dk«. I kontraktteksten blev kravet dog nedtonet derhen, at DR blot ikke må skrive »lange, dybdegående artikler« – et angreb på Danmarks største medies redaktionelle uafhængighed, som sørgeligt blev sekunderet af de private avisudgiveres interesseorganisation, Danske Medier, selv om ingen empiri kan anføres til støtte for, at på, at DR’s webjournalistik påfører betrængte printmedier ublu konkurrence. DR’s oplysningsforpligtelser over for den brede offentlighed er nu lagt i spændetrøje. Måske kan tekst-tv-telegrammer simpelt hen gøre det ud for tilstrækkelig dækning i det medie, der mere end noget andet har stået som hele det nationale fællesskabs. Og ikke blot skal DR’s netavis være kortere end Den Korte Avis, institutionen skal også være mere kristeligt ihukommende, mere nationalkonservativ samt spille mere dansksproget musik. DF’s idiosynkrasier og præferencer skal være vores alles, selv om partiet kun repræsenterer en femtedel af befolkningen. Hvis den kurs er noget, så er den ikke dansk, men ungarsk. I den danske model bygger demokratiet på stærke og uafhængige medier, der kontrollerer, hvordan magthaverne forvalter deres magt til almenvellets bedste. Med DF som mediepolitisk bestemmende har magthaverne sat sig tungt på Danmarks og fællesskabets vigtigste medie.
