Hvis USA er verdens ældste demokrati, hvordan er det sĂĄ muligt, at et sĂĄ klart flertal af republikanske vælgere kan fĂĄ sig selv til at pege pĂĄ en plaprende, racistisk, misogyn, narcissistisk, orangehĂĄret kæmpebaby af en demagog som deres foretrukne bud pĂĄ deres øverste leder?Â
Hvad ligger der bag Fuckface von Clownstick alias Donald Trumps usandsynlige triumf? I al fald ikke begejstring for et politisk, løsningsorienteret program, for alt hvad Trump kan diske op med er afsindige oneliners og dækningsløse visioner om at ’at gøre Amerika stort igen’.Â
Galskabsudtalelserne er sĂĄ ube-gribelige som talrige. Trump vil bygge en mur langs den i forvejen totaltilhegnede, befæstede amerikansk-mexicanske grænse og sende regningen for gigantkonstruktionen til Mexicos præsident. Han vil lukke internettet, indtil man har fundet ud, hvordan man kan hindre islamister i at bruge det. Han vil nægte muslimer indrejse i USA. Han vil skabe usikkerhed om amerikanske statsobligationer ved at stifte uhæmmet gæld i forventning om, at ’man altid kan fĂĄ en ny aftale’, hvilket kan kaste verden ud i ny økonomisk megakrise. Han vil ikke fastholde et stærkt amerikansk engagement i NATO og fabulerer om, at Japan og Sydkorea og Saudi-Arabien burde anskaffe sig atomvĂĄben, sĂĄ de kan forsvare sig selv. Ej heller vil han selv udelukke brug af atomvĂĄben mod Islamisk Stat. Trump ikke bare lover ting, der er umulige. Han modsiger ogsĂĄ sig selv konstant. Han er en livsfarlig ondskabsfuld klovn, der alene lever at sin oppiskning af følelser, lyst til at provokere, ukendskab til elementære kendsgerninger og et fravær af intellektuel fatteevne til at begribe kompleksiteten i politikken som det muliges kunst og i de internationale relationer.Â
Det er fristende at tænke, at amerikanerne mĂĄ være grebet af kollektiv sindssyge i skræmmende stort tal, og at deres demokrati stĂĄr i fare for at blive fortrængt af pøbelvælde, godt hjulpet frem af de sociale medier og en offentlig sfære, hvor rationel politisk debat er blevet en raritet for de fĂĄ. Den populistiske syge er dog snarere symptom en ĂĄrsag til det amerikanske demokratis systemfejl. Trumps succes blev grundlagt for længe siden. Demokratiets systemkrise gĂĄr ĂĄrtier tilbage. Demokrati er en samtalekultur, ikke en stemmeprocedure, men i USA er demokratiet blevet kapret af pengemagt og teknokrati. Eliterne, deres underkøbte mainstreampolitikere og disses ’Der Findes Intet Alternativ’-tænkning har udhulet den demokratiske samtale om den politiske substans. Og reduceret det muliges kunst til at være fortsættelse af det samme, hvilket for den amerikanske arbejder- og middelklasse vil sige reallønsstagnation, forfald af offentlige tjenester og infrastruktur og jobudflagninger, uanset om Demokrater eller Republikanere har været ved magten. De 400 rigeste amerikanere ejer lige sĂĄ meget som de 150 millioner fattigste til sammen, og de betaler det halve i skat af, hvad de gjorde for 50 ĂĄr siden. Trump er et monster skabt af disse frustrationer, som igen er skabt USA’s mainstreampolitikere. Det har Bernie Sanders forstĂĄet, og inden vi igen rĂĄber pĂĄ Batman, er der trøst at hente i, at alle mĂĄlinger viser, at Sanders med afstand ville slĂĄ Trump, hvis det var ham, der blev modkandidaten.Â