Fra 20. januar 2017 skal vi indrette os på, at Moskva har installeret sin egen troll som De Forenede Staters Næste præsident i Det Hvide Hus. Kendsgerningerne er ikke til at komme udenom: Adskillige amerikanske efterretningstjenester med CIA i spidsen har konkluderet, at Rusland har hacket sig ind i såvel det demokratiske som det republikanske partis computere. Russiske regerings-embedsmænd har indrømmet at have lækket data fra Demokraterne til WikiLeaks. I valgkampen dukkede belastende oplysninger herfra op på strategisk rigtige tidspunkter af præsidentvalgkampen. Et medlem af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus sagde det lige ud: »Vi har overvældende beviser for, at Ruslands mål var at få Trump valgt«.
Og Ruslands intervention gjorde udslaget. Havde Clinton vundet blot 107.000 stemmer mere Pennsylvania, Wisconsin og Michigan, ville vejen have ligget hende åben til valgmandskollegiet og Det Hvide Hus. Den russiske intervention gjorde ifølge den amerikanske valgekspert Nate Silver op til tre procents indhug i svingstaternes tilslutning til Clinton – en margin, der afgjorde valgets udfald.
I valgkampen var Trumps mest konsekvente linje hans aldrig vigende forsvar for Putin. Efter valgsejren genansatte han straks sin gamle kampagnechef, Paul Manafort, som under valgkampen var blevet ubekvem på grund af tætte bånd til russiske oligarker. Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, general Flynn, har optrådt på den russiske propagandakanal, RT, er åben beundrer af Putin og gæst ved dennes gallamiddag sidste år. Flynns stedfortræder, McFarland, har udtalt, at »Putin fortjener at få Nobels fredspris«. Trumps sandsynlige udenrigsminister, den klimaforandringsbenægtende Exxon Mobil-topchef Rex Tillerson, hvis selskab brænder efter at komme til at udnytte sine borerettigheder i Rusland, har ført utrættelig kampagne for, at sanktionerne mod Rusland efter den ulovlige Krim-annektering opgives, og fik sidste år en af de højeste civile fortjenstmedaljer, Rusland uddeler for fremme af russiske interesser. Trumps forretningsimperium er viklet ind i russiske oligarkers selskabskonstruktioner. Selskaber med russisk kapital har reddet Trump fra konkurs.
Rusland har med indsættelsen af en Moskva-tro præsident i Det Hvide Hus præsteret sin mest imponerende bedrift siden opsendelsen af Sputnik. Alt tyder på, at loyaliteten er garanteret af mere end en mulig frygt for læk af kompromitterende urinsex-scener. Snarere end på en kompromat-klemme bygger den på en bromance-identifikation. I Trumps beundring for Putins autoritære herskerstil og dens stormagtspolitiske præmisser findes i koncentrat den foragt for retsstatslige og institutionelle begrænsninger, som Trump tilkendegav før sin valgkamp og fortsat udtrykker. For Trump skal Amerikas styrke og storhed alene måles ved, i hvor høj grad det kan sætte sine formodede nationale egeninteresser igennem. Den tilgang gør Trumps verdensanskuelse til en perfekt kopi af Vladimir Putins, hvis hele projekt har været af rekonstruere den autoritære magt, som gik under med Sovjetunionen.
Trump er ikke så meget agent for Kreml, som han er Kremls nyttige idiot, der drives af den opfattelse, at det er i hans egen og USA’s bedste interesse at være så hjælpsom som mulig over for vennerne i Moskva. Hvad det i yderste konsekvens indebærer, er, at NATO’s sikkerhedsgarantier ikke længere findes – og at resten af den frie verden nu oplever det værste sikkerhedspolitiske tilbageslag siden Anden Verdenskrig.
