Det var lørdag morgen, og den nye indvåner i Det Hvide Hus, Donald John Trump, havde netop færdiggjort sit morgentoilette, herunder fået hold på hentehåret, hvorpå han straks efter tog fat på sit vigtigste job: at skrive sig et par kække tweets til sine snesevis af millioner følgere ude i den store og undrende verdensoffentlighed. »Denne såkaldte dommers mening (…) er latterlig og vil blive omstødt«, noterede Orangefjæs sig blandt andet og gnækkede allerede ved tanken om al den opmærksomhed, som tweetet ville sende hans vej. Med disse ord refererede Manden med hårlabyringen på sit hoved til den seneste retsafgørelse fra en føderal dommer i staten Washington, som dagen før havde formastet sig til at skrotte hans omstridte indrejseforbud for individer fra bestemte mestendels muslimske stater. Vi, som læste dette hans tweet, forstod straks, hvad det varslede om: Nemlig at nu kommer den første afgørende konfrontation mellem Trump og de demokratiske i institutioner i De Forenede Stater. Nu kommer selve den kraftprøve, der afgør om demokratiet står til at redde i Amerika.
Dommer James Robart, æret være den mand, gav med sin omstødelse af det trumpske dekret et vist håb om, at Amerika ikke nødvendigvis er redningsløst fortabt. Til gengæld beviste Trump med sit tweet, at han er fast besluttet på at gøre USA til en slyngelstat. I forvejen havde Trump undergravet pressefriheden ved at kalde seriøse kritiske medier for fake news, endskønt han selv har knyttet en storleverandør af fake news til sig som sin nærmeste rådgiver. Han havde også draget valgresultatet i tvivl, fordi han ikke vandt the popular vote, og har siden sin indsættelse søgt at regere med dekreter, således at han mest muligt kunne blive fri for at besvære Kongressen unødigt. Med dette tweet lod Trump nu verden vide, hvad han mener om domstolenes uafhængighed af den udøvende magt, nemlig at de kan rende ham i røven.
Trumps tweet røber en afgrunds-dyb uvidenhed om retsstatsprincipper. Robarts afgørelse var således ikke en ‘mening’, men en dom. Han er ikke ‘en såkaldt dommer’, men pæn og nobel borgerlig jurist, indsat af George W. Bush efter enstemmig senatsgodkendelse. Og selv om en præsident kan finde en dom forfejlet, kan han under ingen omstændigheder kalde den ‘latterlig’ uden dermed at udvise foragt for for en institution, det tilkommer ham at vise den højeste respekt. Og endelig kan en præsident ikke tage stilling, om en sådan dom eventuelt skal omstødes – det kan kun en højere domstol – for det er slet ikke en sag, der sorterer under den udøvende magt, medmindre da vi taler diktaturstater, men her ville domme af en sådan karakter aldrig blive afsagt.
Hvem der vinder kraftprøven – den autoritære narcissistiske galning eller det amerikanske retsvæsen – har vi endnu til gode at se. I sidste ende afhænger USA’s overlevelse som demokrati af, om politiet og militæret respekterer demokratiets spilleregler og følger dem, eller om de foretrækker at parere præsidentens ulovlige ordrer. Hvis magt bliver ret, falder det hele sammen. Tænk at vi skal helt derud. Og så i alle demokratiers moder.
I mellemtiden ville det være en alvorlig fejl blot at passivt til, mens hele dette dramatiske skue udfolder sig. Tværtimod, for hvad der sker i USA, har som det med at smitte af på Europa. Det er nødvendigt at vores ledere Merkel, Trudeau, Hollande – ja, også dig, Løkke og dig, Pind – siger fra i klart sprog. Det er brug for på det skarpeste at undsige Trumps antidemokratiske adfæd. Her kommer vi ingen vegne med den appeasement, som den britiske premierminister May udviser. USA har i generationer vogtet over den frie verden og den demokratiske orden i Vesten som en godartet hegemon, men er nu ved at bukke under for det rene vanvid. Sker først dette, kan demokratiet bryde sammen mange steder også. Derfor: Stå fast, sig fra.
NIL
