Der var engang, da vi kunne tolke kendsgerninger forskelligt. Da vi kunne analysere virkeligheden forskelligt og være uenige om, hvilke politiske løsninger og visioner, der var vejen frem. Hvad der udgjorde kendsgerninger, var vi enige om. Sagde snusfornuftige politikere, at ‘hvis det æ fakta, så benægter a fakta’, var det ment som morsomhed.
I dag er det ikke længere odiøst at insistere på retten til egne kendsgerninger. I dag er det blevet normalt at bygge fakta på holdninger. I dag er sandheds- og dokumentationskrav i skred. Og de konsekvenser kan blive skrækindjagende, uforudsigelige, og potentielt ødelæggende for demokratiske samfunds sammenhængsstyrke og handlekraft.
Engang kunne en amerikansk præsident, Nixon, blive fældet på at lyve. Men i 2016 er en skamløs løgner valgt til amerikansk præsident og valgt af vælgere, der i bedste fald var ligeglade, i værste fald præmierede netop løgnenes skamløshed.
Selv om det muligvis ikke passer, at alle politikere før var informeret af fakta, måtte enhver, der ville frem i politik, i det mindste simulere en forståelse af forpligtelse på fakta. Denne forpligtelse, ja selv simulationen af den ligner nu en overflødig luksus, som magtbegærlige omkostningsfrit kan skille sig af med. Vi går ind i en stor tid for demagoger. De vil kunne boltre sig som ål i et mudderelement, hvor sandhedskrav som værdi er faldet bort. Hvad der tæller er ikke, om noget er sandt, men om det føles sandt.
Er det først en vedtagen sandhed, at alle politikere lyver, skæres båndene til faktualitet og troværdighed over, og nu handler det kun om, hvem der bedst forstår at indynde sig hos folkedybet, læs: bedst forstår at tale om verden på den måde, som de brede masser oplever den, uafhængigt af givne realiteter.
Hvilken slags politisk kultur vil vokse ud af en offentlig samtale, hvor alt handler om følelser og identifikation og ikke længere skal måles på gyldighed og konsekvenser. Hvordan argumentere imod følelser og identitet?
Enhver sund demokratisk debat må begynde med verificérbare kendsgerninger, som vi er enige om. Debatten starter der, hvor vi bliver uenige om disse kendsgerningers implikationer. Men hvad sker der, når kendsgerningerne selv drages i tvivl gennem systematisk løgn og udenomssnak? Hvad sker der hvis ingen diskussioner kan bevæge sig ud over, hvordan virkeligheden ser ud?
Der sker det, at vi aldrig kan nå frem til den egentlige politiske samtale, for hvis alt, hvad vi kan, strides om forskellige udgaver af virkeligheden, kan vi ikke længere føre debatter om politiske valg. I en verden af konstante løgne er den politiske proces uopretteligt paralyseret. Hvad der bliver tilbage, er teater.
For Donald Trump er alt, hvad der tæller i teatret, publikums gunst. Han har ingen politik og intet begreb skabt om, hvad han vil bruge præsidentposten til. Når han stillede op, var det for at få afløb for sin liderlighed efter mediernes og mængdens opmærksomhed, ikke ud fra et lidenskabeligt ønske om at forandre verden. Han gjorde, hvad store entertainere gør – fodrede publikum med, hvad det gerne ville høre. Trumps tilhængere stemte ham til magten, fordi han sagde, han kunne ‘tage Amerika tilbage’, genskabe en verden, de følte, er gået tabt. Men det kan ingen. Og når det bliver klart, at han ikke kan levere varen, vil han blive presset til at fodre publikum med flere umulige overbud, udskejelser og udfald mod sine modstandere. Han vil blive tvunget til at aflede publikums frustrationer ved at spille mere på frygten for den anden – mexicanere, muslimer osv. – og ved at fortælle endnu flere af de konspirationsløgne, som hans støtter har gjort det til en levevej at udbrede. I det mindste havde Hitler en plan. Trump har ingen plan. Kun et talent for at lyve og sprede gift omkring sig.
