Socialdemokratiernes langsomme, uskønne død

27. september 2017 / SPOT 9, 2017 / Der er mange måder at dø på. Man kan sove stille ind, mæt af dage, omgivet af sine kære. Man kan dø et pludseligt hjerteslag uden at vide, hvad der ramte en. Man kan også undergå langsom hentæring, en rallende død, hvor centrale kropsfuktioner sætter ud en efter en. Og så man man naturligvis dø den moralske død, hvor man ikke er længere er tro imod sit eget selv.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Jon Skræntskov

Spørgsmålet er nu, hvor på denne skala af dødsprocesser de europæiske socialdemokratiers død skal placeres. 

Denne weekend stemte Tyskland, og flere konklusioner presser sig på: Det står klart, at Mutti Merkel måtte inkassere et besk nederlag, men fortsat er rorgænger for Forbundsrepublikken. Det står mest opsigstvækkende klart, at for første gang i Forbundsrepublikkens historie har et populistisk højreradikalt parti krydset fem procents-spærregrænsen og opnået parlamentarisk repræsentation. Hvad angår de tyske socialdemokrater, blev valget det ringeste siden 1949 – kun hver femte vælger satte kryds ved SPD. Partiets udsigt til igen at blive stor og regeringsbærende for­toner sig en fjern fremtid, der måske aldrig vil materialisere sig. En epoke synes slut. 

I år 2000 havde 10 af de 15 lande, der den-gang udgjorde EU, so-cialdemokratisk eller socialistisk ledede regeringer. I dag, hvor EU er vokset til 28 nationer, er det i syv lande. 

I Italien og Tjekkiet, hvor socialdemokraterne står til at miste magten ved valg inden for det næste år, i Slovakiet, i Malta, Portugal, Rumænien og Sverige – forholdsvis perifere lande på kontinentet. Flere steder er socialdemokraterne sendt helt ud i det politiske mørke. Vi kunne jo kalde processen for pasokisering efter græske PASOK, der regerede Grækenland i det meste af efterkrigstiden, men i dag er totalt marginaliseret. Samme billede ser vi i Holland, hvor Partij van de Arbeid kun fik 5,7 procent af stemmerne ved valget tidligere på året, i Frankrig hvor den socialistiske præsident kandidat, Benoît Hamon fik 6,4 procent af stemmerne, og i Polen, hvor der slet ikke er socialdemokratisk repræsentation i rigsdagen længere. 

De europæiske socialdemokratiers død er deprimerende og på mange måde uforståelig. Disse partier har historisk stået som garanter for social tryghed, hvilket vælgerne stadig efterspørger i stort tal i dag. Socialdemokraterne skabte den europæiske velfærdsstat, de stod for princippet om, at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder. De stod for borgerinddragelse og for internationalt forpligtende samarbejde. De stod for en stærk og solidarisk omfordelende stat, og efter finanskrakket og den uregulerede neoliberalistiske globalkapitalismes årtier lange hærgen burde dette være så efterspurgt som nogensinde, men ingen ved helt i dag, hvad socialdemokraterne står for, og det er ikke et kommunikationsproblem, som politikere ynder at sige, når de ikke har vælgerne med sig. Det er et problem på idéplanet. 

To socialdemokratier bryder billedet. Storbritanniens Labour og det danske socialdemokrati. Begge har godt fat i vælgerne, men spørgsmålet er til hvilken pris. Labour har taget en deroute til venstre ud ad det identitetspolitiske vildspor med forståelse for alle slags minoriteter, uanset deres eventuelle mangel på demokratisk sindelag, med en ‘antiimperialistisk’ dagsorden, der omfatter flirten med Putins kleptokrati og Venezuelas fejlslagne socialistiske eksperiment, mens det danske socialdemokrati har søgt en tilnærmelse til Dansk Folkeparti og ligger moralsk for døden. Socialdemokratiet i Danmark er i dag i praksis Dansk Folkeparti Light og har glemt sin humanistiske dna. Vi ser dets moralske kollaps i afvisningen af kvoteflygtninge, af uledsagede flygtningebørn ved grænsen, i tilslutningen til den symbolpolitiske ‘smykkelov’, i den erklærede sympati for den australske flygtningepolitiske model, i afvisningen af fælleseuropæiske forhandlinger og fælles beslutninger om en ny flygtningefordeling. Af alle de dødsprocesser, vi ser i europæiske socialdemokratier, er den danske død måske den mest uskønne. hellere pasokisering, så kunne man måske begynde helt forfra. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Jon Skræntskov

Abonnér på nyhedsmail