G7 til G6: Vesten uden Trump

12. juni 2018 / SPOT 8, 2018 / LEDER / Som bekendt siger et billede mere end tusinde ord. Således indfangede et snapshot fra afvigte weekends G7-topmøde i Québec ikke bare den herskende stemning ved denne komsammen for verdens syv stærkeste demokratiske økonomier. Den definerede hele verdenspolitikkens miserable aktuelle tilstand. Når alt andet om det resultatløse topmøde er glemt, vil billedet blive stående. Det er verdenshistorie og udtrykker den brudte vestlige enhed, der nu har etableret sig som nyt vilkår.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Lars Refn

I Fokus har vi en forpint Angela Merkel, der prøver at fange Donald Trumps opmærksomhed. Hendes japanske modstykke, Shinzo Abe, står med stenansigt og foldede hænder. I centrum kun lige aner vi Emmanuel Macrons franske profil som tegn på, at han er ikke situationens herre. Endnu mere skjult er Storbritanniens May, af hvem vi kun ser en hårtop – hendes ansigtsudtryk og intentioner er skjult for os. 

Den eneste, der sidder, er problembarnet Donald Trump. Med korslagte arme og hånligt afvisende gestus, smørret grin og trodsig mine. Den amerikanske præsident forlod et G7 i kaos. End ikke et udvandet kommuniké med vage hensigtserklæringer om klimamål og kønsligestilling, gad han skrive under på. Trumps ene ærinde var at insistere på at fastholde de just forhøjede toldtariffer på stål og aluminium over for Amerikas mest trofaste og ældste allierede, EU, Canada, Japan og Mexico. Mobning af Canadas ‘svage og uærlige’ Justin Trudeau blev der også plads til. Topmødeværten er da heller ikke med billedet. Det er til gengæld USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton og Larry Kudlow, direktør for USA’s Nationale Økonomiske Råd, to fremtrædende eksponenter for America First-tankegangen og USA’s nye protektionistiske kurs. 

Hvad billedet udtrykker, er, at præsident Trumps ødelæggelse af den vestlige alliance. Om det er Trumps overlagte mål ved vi ikke, men det er resultatet. Lad os sætte, at en amerikansk præsident vitterligt satte sig i hovedet, at han ville smadre den atlantiske alliance. I så fald ville Trumps adfærd være efter planen med fjendtlige udfald mod Canadas, Storbritanniens, Frankrigs, Tysklands og Japans ledere. Med slagsmål om bagateller som toldtariffer, hvis motiv ikke skulle være at få store indrømmelser til USA, men kun at skabe konflikt for konfliktens egen skyld. Og den ville omfatte et forsøg på at finde nye alliancepartnere, allerhelst Rusland, de europæiske magters største plageånd, som Trump da også foreslog genoptaget i et genskabt G8. 

Mens Trudeau og de andre tidligere nære venner og partnere fik Trumps foragt at føle, så vi siden, hvorledes den amerikanske præsident har et ganske anderledes positivt forhold til autoritære ledere og diktatorer som Vladimir Putin og, Kim Jong-un. Ved topmødet i Singapore med sidstnævnte kaldte Trump det ligefrem ‘en ære’ at mødes med verdens mest morderiske diktator, der har myrdet sin onkel med en luftværnskanon, ladet sin halvbror forgifte og ladet generaler skyde, fordi de faldt i søvn under hans lange enetaler. Allerede inden det blev klart, hvilken aftale topmødet udmundede i, havde Trump udråbt det til en ‘tremendous succes’. 

Fælleserklæringen mellem Fuckface von Clownstick og Kim Jong-Ond viser sig da også ikke at være nogen rigtig aftale, men kun en række overordnede tilsagn af den slags, Pyongyang tidligere har undladt at følge op på med forpligtende handlinger. Alle de praktiske detaljer i udmøntningen af koreahalvøens nukleare afrustning skal være genstand for yderligere forhandlinger, og her har nordkoreanerne tidligere sprunget i målet. Sidste gang de to lande indgik en aftale om atomvåben var i 1994. Dengang tog det 8 år før man opdagede, at Nordkorea overhovedet ikke havde overholdt aftalen, men blot fortsatte deres udvikling af atomvåben. Præsident Trump skal nok være meget heldig for at få en aftale, der er bare tilnærmelsesvis så omfattende, som den aftale med Iran, han lige har skrottet. I bedste fald vil den atomare afrustning blive en teknisk indviklet affære, der vil kræve år at realisere og verificere. 

Men Trump fik, hvad han kom efter: en medieevent og et reality-show, han kunne sole sig i. Den store aftalemager måtte til gengæld for de indrømmelser, modparten måske kommer med, love, at det er slut med sydkoreansk-amerikanske militærøvelser i Nordkoreas omegn. »Den slags krigslege er upassende nu, sagde jeg til Kim Jong-un,« fortalte Trump under pressemødet, og »det blev Nordkorea glad for at høre«. 

Således spillede den store aftalemager et af USA’s vigtigste kort og pressionsmidler af hænde uden garanti for at få noget til gengæld. Peace in our Time? Vær ikke for sikker på det. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Lars Refn

Abonnér på nyhedsmail