Fastlår Grundloven ikke, at ingen står over og ingen står ved siden af Folketinget. Er Folketinget og dets skiftende parlamentariske flertal ikke det suveræne sæde for dronningeriget Danmarks lovgivende magt?
Åbenbart ikke.
SPOTS ulyksalige konstatering er indtil videre læren af flere års røre om § 140 – den såkaldte blasfemiparagraf, der kriminaliserer ‘forhånelse og bespottelse’ af anerkendte trossamfunds guddomme.
Der er tale om en antikveret og yderst sjældent brugt lov, der heldigvis for længst er gledet ud af tiltale- og domspraksis.
Mennesker kan behøve lovbeskyttelse, men love mod blasfemi beskytter symboler og ideer, som ikke har beskyttelsesbehov. Uden offer ingen forbrydelse. Kan abstrakte entiteter som symboler og ideer være ofre? Naturligvis ikke. Værst af alt: Love, der kriminaliserer blasfemi, er uforenelige med ytringsfrihed, fordi de immuniserer religiøse forestillinger, praksisser, institutioner og ledere imod kritik, der ofte kan være berettiget. Love mod blasfemi fører desuden til en vilkårlig og inkonsistent retspraksis: Hvordan kunne en 42-årig nordjyde i 2017 blive tiltalt efter paragraffen for at have afbrændt en koran, når en kunstner i 1997 gik fri af tiltale for at brænde Bibelen?
I 2015 kunne Folketinget ikke bekvemme sig til afskaffe blasfemiparagraffen – man ville først rådføre sig med Straffelovsrådet. I foråret 2017 skød Folketinget igen spørgsmålet til hjørne. Man ville først lære af erfaringer fra nabolande som Norge, Storbritannien og Island, der for nylig har afskaffet deres blasfemiparagraffer (Frankrig afskaffede sin i 1881).
Hvorfor dælen nøler de vankelmodige folketingsmedlemmer? Ingen står over dem.
Svar: Jo, en særlig klasse af fintfølere står over dem, og dem bør vi ifølge Straffelovsrådet imødekomme. Rådet viser selv vejen ved at definere scenarier for, hvornår fintfølernes harme kan anses for at være om ikke retfærdig, så uundgåelig og forståelig – nemlig ved afbrænding eller besudling af koraner.
Så fintfølende er fintfølerne, at vi må lade dem stå over vores lovgivere over for hvem de bør have vetoret: voldsmandens vetoret. Hvad angår statens voldsmonopol, må vi tage til efterretning, at fintfølerne jo nok ikke kan hindres i at bryde det – ellers ville de ikke være sande fintfølere. Ja, således er det infantiliserende syn, som Rådet anlægger på muslimer i dag. De er fintfølere i deres religiøse følelsers vold. Deres fanatisme er det konstante, uafvendelige vilkår. Allahs voldsparate hystader står over loven.
Nu kan vi vel alle være mere eller mindre fintfølende, men helt sikkert er disse finfølere verdenmestre i finfølelse. Just dette er grunden til, at deres vetoret må respekteres. Vi kan virkelig ikke risikere, at de bliver ude af sig selv af raseri. Tænk hvis de mest fintfølende af fintfølerne greb til fortvivlelsens selvhjælp, så folk kom til skade. Det ønsker ingen, det siger sig selv. Det forudsagte reaktionsmønster har Rådet derfor fuld forståelse for. Og samme forståelse deles på tinge af de traditionelle regeringsbærende partier Venstre og Socialdemokratiet, hvis ordførere forsvarer sig med, at ingen debat ‘beriges af koranafbrændinger’.
Ordførernes rørende omsorg for beriget debat er dog rent blændværk beregnet på at flytte opmærksomhed væk fra det bekymrende faktum, at retssamfundet i dette tilfælde kapitulerer over for internaliseret frygt. Totalt misforstået et det også, at det skulle være lovgiveres opgave at tage stilling til hvad der ‘beriger’ debatten – eller gøre deres forestillinger herom til rettesnor for, hvad der kan udgøre lovlig debat. Hvad der beriger eller ikke beriger debatten, må den frie offentlighed helt og aldeles selv finde ud af. Dog kan vi fastslå så meget: Indrømmelser til potentielle voldsmænd har aldrig beriget nogen debat.
