De franske vælgere overraskede de overfladiske medier og iagttagere, der havde ladet sig forføre af den alt for udbredte sensationalistiske klichéfortælling om den ustoppelige højrepopulistiske bølge, der skulle gennemsyre den nye tidsånd. Lige siden et smalt britisk vælgerflertal chokerede verden – og velsagtens også sig selv – ved at stemme for Brexit, og et mindretal på landsplan af amerikanere stemte Trump til magten, var spørgsmålet: Who’s next? For hvis USA og Storbritannien kan bringe populister til magten, må vel resten af verden følge den samme trend?
Men så begyndte europæerne at stemme. Østrigerne genbekræf-tede i december, at de hellere ville have en grøn præsident end en nationalistisk. Hollænderne skulle heller ikke denne gang nyde noget af den euro- og islamofobe Geert Wilders, der måtte tage til takke med sølle 15 procent af stemmerne. Til september i Tyskland står det euroskeptiske Alternative für Deutschland at gøre en aldeles bleg figur over for de traditionelle regeringsbærende partier, der alle er stærke EU-tilhængere. Og nu har centristen Emmanuel Macron bragt sig på sejrskurs til at blive Frankrigs næste præsident med 24 procents tilslutning i første runde, hvilket var præcis, hvad meningsmålingerne forudsagde. De forudsiger også, at hans sejrsmargin i anden runde til den højreradikale frontfurie, Marine Len Pen, vil blive på komfortable 20-25 procent – Le Pen skal finde måske 10 millioner nye vælgere for at vinde, og det kan hun næppe. Fristende er det derfor at konkludere, at centrum holder aldeles udmærket i Europa, og at der er grobund for ny optimisme på unionens vegne. Ej heller er Grækenland røget ud af eurozonen, ej heller har russerne invaderet et baltisk land, ej heller har Tyrkiets opsagt flygtningeaftalen. Så mange varslede katastrofer er afblæst.
Franskmændene stirrede ned i afgrunden … og tilpas mange af dem kunne ikke døje, hvad de så. Hverken venstre- og højrepopulister kunne lokke dem ud i noget Frexit. De hørte en kandidat fra socialistpartiet tilbyde nulvækst og borgerløn på subsistensniveau til landets alt for mange arbejdsløse. De hørte en Marine Le Pen tale for de facto etnisk udrensning og benægte fransk medansvar for jødeforfølgelse under 2. Verdenskrig. De hørte en korruptionssigtet borgerlig kandidat tale for lov og orden. Og de forkastede alle de skingre stemmer, at der påstår, at fransk identitet kun kan forsvares ved at hejse vindebroerne op og forskanse nationen mod omverdenen. Flest pegede i stedet på en 39-årig teknokrat, der er glødende tilhænger af EU, frihandel, globalisering, og det åbne samfund. Som vil smidiggøre arbejdsmarkedet. Som har forståelse for, at Frankrigs identitet historisk bliver mere beriget end det modsatte af landets åbenhed og mangfoldighed. Og som vel at mærke fører kampagne på alle disse ting.
Så den pessimistiske vinkel. Selv om Macrons sejr er til vished grænsende sandsynlig, er sagen ikke boeuf endnu. Den triste sandhed er, at der nok kan være grund til at ånde lettet op, men ikke til at juble. Frankrig i 2017 har svært ved at samle den samme stærke Republikanske Front, som i 2002 fik 82 procent af franskmændene til at foretrække den korrupte Chirac frem for den fascistiske gammelfar Le Pen. Der er fare for, at Macrons sejr bliver for lille til at blæse datter Le Pen omkuld eller endda helt glipper, hvis for mange desillusionerede borgerlige og venstrepopulistiske vælgere ender med at foretrække sofaen. Og under alle omstændigheder vil en præsident Macron overtage et land, der fortsat vil være præget af dyb politisk splittelse og økonomisk mismod. Og hvor de afindustrialiserede rust-bælter og affolkede landdistrikter med den misnøje og globaliseringsangst, som højrepopulismen gror i, stadig vil være der.
