I snart to måneder er titusinder af vrede borgere fra det sekskantede land trukket i trafikveste og har blokeret franske rundkørsler og bomstationer. Fem lørdage i træk er de myldret ind fra periferi til metropol for at give luft for social forurettelse og politisk utilfredshed med Frankrigs allerhøjeste magt – i gamle dage havde de medbragt høtyve og fakler.
Gang på gang har protestaktionerne tvunget den franske ordensmagt til selv at mobilisere i ti-tusindtal. I fem lørdage i træk har der været gadekampe i Paris og andre storbyer. Med rudeknusninger, butiksplyndringer, barrikader og brændende biler. Med tåregas, vandkanoner, knippelsuppe og salver af gummikugler.
Gule trafikveste skal som bekendt synliggøre, hvad der risikerer at blive overset, og det er påbudt bilister at have dem i bilen. Og når man trækker i dem, kan det være for at signalere, at nogen (eller noget) er kørt galt. Eller for at forebygge værre ulykker.
De Gule Vestes opstand er nu blevet det seneste kapitel i en lang historie om spektakulære franske revolter. Fra jacqueri-bondeoprøret i 1358 til 1789-revolutionens sansculotter, fra Pariserkommunen i 1871 til ungdomsoprørerne fra maj 1968 synes den franske nationalkarakter inficeret af et revolutionskompleks.
Jean-Paul Sartre, så ægte en franskmand som nogen, erklærede engang: On a raison de se révolter? ‘Man gør ret i at gøre oprør’. Men betyder det, at for at have og få ret, skal man bare blive vred nok? Det mener vi ikke på SPOT.
Havde frustrationerne bag ikke været ægte og dybfølte, ville De Gule Veste næppe have kunnet samle stor fremdrift og bred sympati. Købekraften er udhulet, afgifterne i verdens højest beskattede land er tyngende, reallønnen faldende og velfærdsstaten rullet tilbage af neoliberale sparekrav. Udkants-Frankrig har været overset i årevis. Det elitære teknokrati i Paris er arrogant og magtfuldkomment. Hellere end at prøve at forstå de ‘opsætsige galleres’ tungemål har ‘Jupiter-præsidenten’ anlagt en olympisk docerende stil, og hans grønne omstillingspolitik har social slagside. Alt det kan og bør han gøre bedre.
De Gule Veste har vundet en sejr, for de har præsteret at mobilisere flere mennesker og aftvinge større indrømmelser, end både fagforeninger og oppositionspartier kunne. Macron og hans regering har taget grønne afgifter på motorbrændstof af bordet og lovet forskellige sociale kompensationer for over 10 milliarder euro. Dermed er der slået endnu et af de lidt for store underskud på statsbudgettet, som franskmændene havde lovet tyskerne, skulle være fortid.
Men nu da vi har set dem, og nu da Frankrigs regering har korrigeret sin kurs, er der ikke mere at komme efter. Og ikke brug for mere gadeballade.
Evner De Gule Veste ikke at disciplinere sig selv og udforme et program, de kan enes om, afskriver de sig som seriøs samtalepartner. Og vil da fremstå som noget, der mest af alt var frugterne af en social mediemobiliserings politisering af en diffus vrede. Et demokratisk institutions-båret samfund som det moderne Frankrig kan ikke forhandle med følelser og folkestemninger. Det kan umuligt tilfredsstille dem helt og derfor ikke stille noget op med dem.
De Gule Veste er i dag ikke spor tæt på at kunne formulere et politisk program. Deres kravliste er usammenhængende, ukonkret, heterogen og selvmodsigende – f.eks. forestiller de sig, at man både kan indføre lavere skatter og udbetale højere offentlige ydelser. Deres bevægelse har ingen struktur, intet partiapparat, intet medlemsdemokrati, ingen ansvarspersoner, ingen ledere. De Gule Veste kan ikke engang udpege talsmænd for bevægelsen, som ikke straks trues til at tie af andre gule veste. Deres bevægelse er som et netværk uden hoved – et projekt, man ikke kan identificere.
Folkemængder repræsenterer ikke folket. Det gør folkevalgte. Bestemmes et lands politik af vrede folkemængder, kompromitteres de folkevalgtes legitimitet. Efter Brexit-fadæsen og Trumps valgsejr er De Gule Veste først og fremmest endnu et bekymrende vidnesbyrd om endnu et repræsentativt demokrati i dyb krise. Og om en afstand mellem vælgerbefolkning og folkevalgte, der har vokset sig for stor.
