Betragt Rusland. Asiatisk i vælde og til isnende overmål fuld af sibiriske kuldegrader, som også vi hertillands har fået så rigelig andel i dette falske forår – næsten som en hilsen derovrefra, en hilsen signeret Vlad. Så stærk, så frygtindgydende en modstander, så geografisk udstrakt et land, så velbevæbnet, så udspekuleret, så kynisk, så ressourcerigt et regime. Russiske Grazprom er storsponsor i Champions League, og senere i år afholder landet VM-slutrunde i fodbold.
Men skinnet bedrager. Sandheden er, at Rusland er en afmægtig fattiggård og en stat i fremskreden opløsning. Den russiske økonomi er kun tre fjerdedele af den italienske målt på nominelt BNP. Dets BNP per capita er mindre end nogle caribiske østaters. Det eksporterer mindre end Schweiz. Dets forsvarsbudget er som andel af nationale statsbudgetter blandt verdens højeste, men kun ti procent af det amerikanske og klart under det saudiarabiske. Dets mordrate er på 11,2 mod Danmarks 0,9. Det er et af verdens mest alkoholiserede lande og et af dem med de højeste selvmordrater. Den gennemsnitlige russiske mand har udsigt til lavere levetid end den gennemsnitlige pakistanske. Fertilitetsraten har sat sig fast på lavt niveau med vigende folketal som konsekvens - lande som Brasilien, Bangladesh og Nigeria har allerede større befolkninger. Et demografisk toppunkt blev nået i 1990. Siden er det kun gået ned, og i 2050 vil der være 20 procent færre russere.
Nok så slående et tegn på russisk tilbagegang er landets internationale isolation. Den tidligere overboss i Warszawa-pagten, engang en formodet jævnbyrdig modstander for NATO, kan nu kun regne med sammenbrudte tabernationer som Venezuela og Syrien som alliancepartnere eller må acceptere at være lillebror over for Kina, Asiens sande gigant.
I spidsen for dette skibsforlis af et land har vi så førnævnte Vlad, nu på 19. år. Han er en mand med stadig færre kort på sin hånd. Ruslands kroniske tilbagegang er forstærket af vestlige sanktioner. Han har hverken økonomiske, diplomatiske eller softpower-redskaber til rådighed i forsvaret for russiske interesser.
Hvilke interesser er det? Jamen, det er da at pleje såret selvfølelse over nederlaget i Den Kolde Krig og ikke ret meget andet. Rusland vil have nye spilleregler, en anden verdensorden. Putin har aldrig lagt skjul på, at han anser Sovjetunionens sammenbrud for den største katastrofe i historien. At genopbygge en kommunistisk alliance interesserer ham dog ikke. Kun den rene geopolitiske stormagtsdominans over ‘nærområder’ og ‘interessesfærer’. Alt hvad han gør, tjener dette mål.
Set fra Putins perspektiv er en liberal verdensorden af demokratier i traktatligt forbindende samarbejde en uting, der kun vil sikre, at Rusland forbliver isoleret og svag. Da han ikke ønsker at spille efter disse spilleregler, er der ikke andet for en at vælte skakbrættet og indlade sig på en omgang gammeldags magtpolitik, han ikke tror på, Vesten kan spille. Reelt er der tale om en art krigserklæring, om en ny slags krig: hybridkrig.
Ved at afstive Assad-regimet har Rusland holdt den syriske borgerkrig i kog i mange år og skabt den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig - en krise, der river EU’s liberale konsensus i stykker og blev udslagsgivende for Brexit. Ved at gribe ind i det amerikanske præsidentvalg har Putin sikret sig en ny isolationistisk kurs fra Washington, der giver større råderum. Ved sit nervegasangreb på britisk grund har han signaleret, at Rusland ikke lader sig binde af de normer og konventioner, der normalt regulerer civiliseret omgang mellem stater.
Selv om Rusland er ved at falde fra hinanden, har Putin sikret sig ny prestige gennem sit destruktive talent for dette magtpolitiske spil. Vesten er i dag destabiliseret som ingensinde siden Den Kolde Krigs ophør. At udvise et par håndfulde diplomater og give nogle oligarker en blodtud kommer ikke til at ændre på det. Vi behøver en langt mere beslutsom og aggressiv modstrategi, men ak, der er ingen ledere tilbage i det vestlige politiske landskab, der kan bekvemme sig til noget sådant. Så her er konklusionen efter Ruslands såkaldte præsidentvalg: Vi bliver nødt til at lade os drive fortsat rundt i manegen af en mølædt bjørn i mange år endnu.
