Brexit. Fem scenarier for et slutspil

26. november 2018 / SPOT 15, 2018 / LEDER / Sandhedens time nærmer sig. Efter 17 måneders tovtrækkeri over konferenceborde kom der i denne måned omsider papir på, hvordan en skilsmisseaftale mellem UK og EU kan tage form, så ‘kontinentet kan blive afskåret’.

Tekst af Niels Ivar Larsen


Warning: Undefined property: stdClass::$fullimage in /home/www/spotsk.dk/_includes/single.php on line 259

Tegning: Erik Petri

Søndag tilsluttede de øvrige 27 EU-medlemslande de aftalte skilsmissevilkår, om end spaniolerne i ellevte time fandt det opportunt at spille Gibraltar-kortet. I over 300 år har enklaven på den iberiske halvøs sydspids været under britisk krone. Men drømmen om at blive herre over det eneste sted i Europa med vilde aber vil ikke dø i Madrid, der fik held til at afkræve London garanti for, at enklavens status på den anden side af Brexit ikke kan afgøres imod spansk vilje. 

Aftalepapiret er ‘den optimale løsning’, insisterer premierminister May. Det er korrekt, i og med at alle alternativer indebærer katastrofal deroute. Aftaleudkastet er ganske vist ydmygende for briterne, men har den uomtvistelige fordel, at det er forankret i virkeligheden og ikke i den fantasiverden, som de verdensfjerne brexiteers er forskanset i. Briterne forbliver i toldunionen og bevarer dermed i praksis alle det gamle EU-medlemskabs forpligtelser. De redder sig fra økonomisk ruin og lovkaos, men fravælger deres ret til medbestemmelse om udformning af love og regler, de vil være så bundet af som før. Som Norge bliver UK en vasalstat, fremover frataget den indflydelse, de rablende Brexit-demagoger fra Nigel Farage til Boris Johnson påstod, det ikke havde. Johnson er da heller ikke spor tilfreds. Ifølge ham bliver briterne bliver de slaves, de never never måtte blive i nationalsangen, Rule Britannia.  

Hvad bliver det næste? SPOT ser fem scenarier for sig.


1) Kontrolleret Brexit ifølge aftalen: May vinder armlægningen i Underhuset over tilpas mange af sine vrangvillige backbenchers og/eller overtaler tilpas mange Labour-dissidenter til at stemme for den plan, hun fik med fra Bruxelles. Storbritannien får således en aftale, der var ringere end før, men kan fejre sin nominelle suverænitet ved at flakke rundt, på en gang ude og inde af EU. Som et genfærd, der hjemsøger sit eget mordsted i håbet om, at nogen vil efterforske, hvad der skete, men det vil ingen. 


2) Brutal Brexit. May kan ikke samle flertal i Underhuset, så aftalen falder. Dette scenarie er det mest sandsynlige, fordi det konservative parti rummer tilstrækkeligt mange galninge, der er nysgerrige efter at se, om det kan lykkes at pine May så meget, at hun bryder sammen. Hun vil ganske vist få tre uger til at finde ny løsning med EU, men i Bruxelles er tålmodigheden opbrugt, og det ender med, at May må tage konsekvensen og gå af. Hun erstattes af en hard core-brexiteer, muligvis Johnson, muligvis dette års mest lovende bud på ny indehave af titlen som Upper Class Twit of the year, den ultrakonservative imperienostalgiker Jacob Rees-Mogg (se illustration). EU’s forhandlere nægter at have mere med de besværlige briter at gøre og tilmurer kanaltunnellen med beton. Det Forende Kongerige falder fra hinanden og bliver til Småbritannien, da skotterne løsriver sig for at søge om EU-optagelse. 


3) Status quo. EU og UK bliver ved med at udskyde Brexits effektuering. Nye udskydelser påfølger hinanden i al ubestemt fremtid, og i Storbritannien breder der sig lettelse sig over, at man officielt står ved sin beslutning om at frigøre sig fra ‘EU’s tyranni’, uden at det nogensinde behøver at ske i praksis. 


4) Der udskrives ny folkeafstemning i håbet om, at tilpas mange briter trods alt er kommet til fornuft efter det uskønne og kludrede forhandlingsforløb, eller at tilpas mange af Brexit-pensionisterne er døde i mellemtiden. Forhåbningen viser sig at bygge på en overvurdering af briternes intelligens og på en undervurdering af deres dødsønske. Afstemningen udmunder i eksakt samme resultat: 52 procent for Brexit og 48 imod. 


5) Der udbryder krig, måske grund af Spaniens vedholdende krav på Gibraltar. Efter en tre fire genera-tioners fravær en rigtig krig på kontinentet, invaderer UK og dermed tilbage i sin gamle komfortzone. Snart er UK i krig med både Spanien, Frankrig, Portugal og Tyskland. De gode gamle dage vender tilbage og alle drager et lettelsens suk over, at tingene atter er blevet, som de plejede at være. NIL

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Erik Petri

Brexit

Abonnér på nyhedsmail