Ytringsfriheden i Tyskland er i princippet vidt uantastet. Man må f.eks. kalde Boris Beckers søn for en ‘halvneger’, Holocaust-mindesmærket i Berlin for ‘en skamstøtte’, ja sågar tiljuble billeder af druknede flygtningebørn. Sådanne ytringer er selvfølgelig kvalmende, racistiske, frastødende og sårende, men i lovens øjne må man bare tåle dem, for med ytringer kommer det ikke an på, om det er sande, falske, emotionelle, rationelle, farlige eller harmløse. Et samfund, der tillader en så vid ytringsfrihed, kan være stolt af sig selv, for det har tillid til sine borgeres autonomi og ansvarsfølelse.
Alt er dog ikke og bør ej heller være tilladt. Man må ikke opfordre til mord, hetze mod minoriteter, benægte Auschwitz eller overtræde injurielovgivningen. Men love mod racisme, sexisme, polemik, satire, ironi, kritik og spot findes der ikke. Selv had kan være lovlige ytringer, og opstår der tvivl, bliver det et domstolsanliggende at tage stilling. Uddelegerer man den opgave til private, slår man dørene op til vilkårlige afgørelser. Domstole har monopol på at være dømmende magt. Eller rettere: Det havde de i Tyskland indtil 1. januar.
Siden begyndelsen af året gælder nemlig den såkaldte Netzwerkdurch-setzungsgesetz, som påbyder sociale netværk med over 2 millioner brugere at fjerne ‘åbenlyst ulovligt indhold’ inden for 24 timer. Omfattet af dette er Twitter, Instagram, YouTube, Snapchat og SPOT’s egen primære distributions-kanal, Facebook. Sker det gentagne gange, at de store sociale medieplatforme ikke holder sig dette efterretteligt, truer drakoniske bøder i størrelsesordenen helt op til 50 millioner euro.
Nu er Facebook og kompagni imidlertid private foretagender, der allerede råder over deres egne kriterier for acceptabelt indhold, og derfor må vi f.eks. på Facebook ikke se kvindelige brystvorter. Nu pånødes deres censorer imidlertid også en rolle som stand-ins for de nationale domstoles dommere, men skal på langt kortere tid end disse tage stilling til indholds lovlighed for at holde bødestraffe til deres arbejdsgiver fra livet. Med andre ord bliver rammerne for, hvordan et samfundsmæssigt acceptabelt diskussions-rum skal gestaltes, udliciteret og privatiseret.
Denne forvrængning af retsstatsprincipper har allerede fået følger. Et tweet fra en politiker fra de højrepopulistiske AfD-parti, hvori hun harcelerede over tysk politis advarsler til unge flygtningemænd på arabisk blev fjernet fra Twitter, og hendes konto suspenderet, og da Titanic lod hende optræde som gæste-twitterskribent i et parodisk stunt – ‘det sidste jeg ønsker, er, at politiet skal berolige de massevoldtagende, barbariske muslimske mandehorder’, blev det tyske satireblad ramt af samme sanktion. En praksis synes således allerede at være knæsat hos de sociale mediers censorer: Fjern for en sikkerheds skyld alt, der kunne risikere at være ulovligt, helt uden hensyntagen til om konteksten kunne være citerende, afskrækkende, parodierende, ironisk eller satirisk.
Også indhold, der hører hjemme på servere i andre lande, f.eks. Danmark, risikerer censur. Med den katastrofale uigennemtænkte lov med det malabariske germanske navn risikerer vi at bevæge os mod sociale medier præget af alt for mange kattekillinger og alt for stor social fred. Ytringer må ikke forstyrre konsensus, ikke skabe konflikt, ikke krænke nogen. I en tid, hvor de sociale medier er godt på vej til at blive den vigtigste del af en borgerlig demokratisk offentlighed er det et ødelæggende vildspor mod meningsdiktaturet. At kæmpe for ytringsfriheden i internettets tidsalder bliver stedse sværere, og pligten til at gøre det stedse mere påtrængende. I det vi tilsiger vores tyske kolleger på Titanic fuld solidaritet, skal vi på SPOT endnu engang love, at den pligt vil vi ikke svigte.
