For to måneder siden troppede Lars Løkke Rasmussen med sit entourage af PET-vagter op på Zahles Gymnasieskole for at være bisidder for sin hustru, der var kaldt til alvorlig samtale med sin arbejdsgiver, rektor Anne Birgitte Klange, angående samarbejdsvanskeligheder. Mødet endte med Sólrun Løkke Rasmussens afskedigelse som lærer på Den Kongelige Ballets læseskole, der hører under Zahles Gymnasieskole. Statsministerens fjerlette udførelse af en cabriolet efterfulgt af en serie echappé og en enkelt entrechat med landing i femte position i skikkelse af bisidder gjorde tydeligvis ikke noget blivende indtryk på rektor Klange, selvom landets øverste leder på et tidspunkt med en tåspidssko påpegede, at han sidder på pengekassen til Zahles fremtid. Danmarks førstedame røg desuagtet ud som følge af samarbejdsvanskeligheder.
Flere iagttagere har udtalt, at det er usædvanligt, at en voksen kvinde med voksne børn medbringer sin ægtemand som bisidder til disciplinær samtale med sin arbejdsleder. Det normale ville være at medbringe sin tillidsmand. Hertil svarer Sólrun Løkke Rasmussen til SPOT: »Det kan jeg nemt forklare: Jeg har ikke tillid til min tillidsmands dømmekraft angående min fraværende samarbejdsevne på Zahles, da jeg har koncentreret mine samarbejdsevner i LøkkeFonden i stedet. Her er Lars Løkke Rasmussen tilfældigvis min tillidsmand.«
Det er imidlertid ikke kun fravalget af tillidsmand og tilvalg af ægtemand, som undrer iagttagere, men i høj grad tilvalget af statsmand i samme bevægelse. Ekspert i offentlig ledelse og professor på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, undrer sig meget over, at Statsministeren har valgt at agere bisidder for sin hustru: »Det er en meget usædvanlig situation – jeg kan ikke erindre noget, der minder om det. Jeg synes, at han sætter denne leder i en kompliceret situation, som gør det noget mere vanskeligt for hende at håndtere det. Det vil være helt naturligt, hvis hun føler sig noget presset og måske også intimideret på sit ledelsesgrundlag ved at have statsministeren siddende som bisidder. Det kan ikke undgås«, siger professor Bukh, som sekunderes af professor på Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen: »Det normale er, at man tager sin tillidsrepræsentant med til den slags samtaler. Det lægger unægtelig noget af et pres på en leder, der ikke bare skal sidde over for en medarbejder til en tjenestelig samtale, men også over for landets statsminister,« siger Kurt Klaudi Klausen.
»Det kan jeg også forklare,« ivrer Sólrun Løkke Rasmussen over for SPOT: »Da jeg havde en rigtig dårlig sag, besluttede jeg mig tidligt for at bruge det såkaldte ‘proof by intimidation’-kneb i stedet for lødige argumenter. Min førsteprioritet som bisidder var Ramses II med hele den faraonske hær, fordi han regerede over et stort område af Afrika på en meget overbevisende måde, men han døde åbenbart 1213 år før Kristi fødsel. Min andenprioritet var kejser Julius Caesar af Rom og måske 12-14 gladiatorer, fordi han både havde styr på det meste af Europa og Egypten, men han døde så 54 før Kristi fødsel. Så overvejede jeg Genghis Khan med, lad os sige, halvdelen af den mongolske armé, fordi han var en rigtig dygtig leder i Centralasien, men han døde i 1227, og dernæst påtænkte jeg hunnernes konge Attila, der immervæk styrede østgoterne og andre folkeslag ret effektivt, men han døde i marts 453. Så var jeg forbi andre ‘stærke mænd’, såsom Josef Stalin, Formand Mao, Generalissimo Franco, Il Duce Mussolini og Adolf Hitler, som alle sammen hver især nok kunne gøre et vist indtryk på gymnasierektor Klange, især hvis de tog lidt af deres hær med. Men de er så OGSÅ døde. Lederen af den frie verden havde ikke tid – og så blev det Lars Løkke fra Græsted, Danmarks statsminister, som tilfældigvis er min ægtemand,« afslutter Sólrun Løkke Rasmussen sin forklaring til SPOT.
