I Vesteuropa bryder vi måske vores hoveder med at begribe, hvad ungarerne dog vil med en så kedelig autoritær leder, der skruer ned for demokratiske frihedsrettigheder, dyrker antisemitiske stemninger, oppisker angst og belejringsfølelse over for storløbende immigranthorder og dæmoniserer det selv samme EU, der fylder de ungarske statskasser – og gør sine -loyale lokale oligarker til endnu mere fede, endnu mere velhavende katte. Men i dagens Centraleuropa er alt, hvad der kunne minde om progressive centrumvenstrepartier i dag så folkeligt u-engagerende som døde sild eller aviser fra i går, og Orbán er den store illiberale model til efterfølgelse for polakker og slovakker, ja selv for tjekker. En fattig trøst er det, at med to tredjedeles flertal til Orbán har hans FIDESZ-parti gjort sig uafhængigt af det endnu mere nederdrægtige, endnu mere antisemitiske, endnu mere EU-fjendtlige og utilsløret fascistiske Jobbik-parti.
Er vi da kastet tilbage til tredivernes dyrkelse af førerfigurer? Står en ny tids fascisme for døren? Går pesten igen over Europa. Det er nok så meget sagt, selv om der er grund til et vist alarmberedskab. De gamle autoritære fascister krævede store ofre af deres borgere – de måtte om fornødent gå i krig og ofre deres liv for store sager. Et sådant offerberedskab er ikke – eller ikke endnu – blevet del af de nye autoritære skikkelsers program. Vel gør Tyrkiet indfald i Syrien og Rusland i Ukraine, men Erdoğan er ikke en Atatürk og Putin ikke en Stalin. Begge regimer tager politiske fanger, men ingen af dem har genopdragelseslejre. De kan være brutale over for kritikere og modstandere, men massefængslinger og massehenrettelse har vi ikke set endnu, kun massefyringer, marginaliseringer og det lejlighedsvise giftdrab. De nye autoritære forsøger ikke at skabe et nyt menneske ud fra totalitære fantasier eller at ekspandere territorialt og imperialistisk. De dyrker i nogen grad en personkult, men iscenesætter slet ikke sig selv som halvguder i stil med det 20. århundredes forgængere – ja, Polens Jarosław Aleksander Kaczyński er ikke engang præsident eller premierminister, men regerer fra en tilbagetrukken position som partiformand. Unge mennesker skal ikke tvangsindlemmes i militaristiske spejder-organisationer eller terpe førerens ord som obligatorisk visdom.
Hvad er da de nye autoritæres mission og projekt? Jamen, det er da at indgyde alfaderlig tryghed i deres globaliserings- og fremtidsangste befolkninger. De nye autoritære forsøger ikke at forandre, men at bevare eller at vende tilbage. Det drejer sig ikke om at realisere store nye eventyr, men om at forklare, hvorfor intet grundlæggende forandrer sig – og at det kun er godt det samme. De kaster ikke utopiske blikke ind i fremtiden, men glorificerer en tabt storhed i fortiden. De nye autoritære er ikke så meget den strenge og straffende faderfigur, men den beskyttende, der sørger for, at hans børn ikke kommer i vanskeligheder. De nye autoritære vil ikke forandre deres befolkninger, men berolige dem og fortælle dem, at de er gode nok, som de er, og kun skal glædes ved, at de ikke behøver at forandre sig. De nye autoritære vil genopfinde de gamle traditioner, og derfor ser vi overalt, hvor de kommer til, et comeback for de samme tre elementer: patriarkalske strukturer, nationalisme og religion. I 1968 sejrede i de antiautoritære kræfter i Europa. Nu, 50 år efter, kommer de anti-antiautoritæres store revanche.
For et gammeldags antiautoritært satireblad som SPOT giver dette fremragende fremtidsmuligheder.
