I 1976 strejkede plattedamerne På Den Kongelige Porcelænsfabrik. Deres krav var simple: En lønstigning til 31,50 kr. i timen og ligeløn for mænd og kvinder. Hvad der i dag er en selvfølge – i hvert fald på papiret – må dengang åbenbart have været temmelig eksotisk, i hvert fald skulle det tage ikke mindre end 13 uger og et lockoutvarsel at få en aftale på plads. Men det var ikke kun tiden, der trak ud.
For knap var de brave plattedamer gået i gang med arbejdskampen, før en sværm af politiske igler strømmede til, sugede sig fast og forsøgte at gøre damernes blod til deres eget. Hver gang, der f.eks. var pressemøde, blev tillidsplattedamen afbrudt af en fuldskægget og hønsestrikket talsMAND fra et hengemt sideskud på den kommunistiske bevægelse, der erklærede sin støtte til damernes kamp for at indføre proletariatets diktatur. Og hver gang måtte tillidsplattedamen kæmpe for at få ordet igen og bede talsMANDEN om at blande sig udenom, idet de på ingen måde kæmpede for proletariatets diktatur eller andre voldsromantiske folkefrontsstrategier – blot for en timeløn på enogtredive kroner og halvtreds øre til både mænd og kvinder, tak.
Klip til i dag.
I 2018 brød overenskomstforhandlingerne mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked sammen. Det var et ufravigeligt krav at få lærernes løn tilbage i overenskomsterne efter den blev pillet ud og gjort til lov ved indgrebet efter Lærerlockouten i 2013. Men de offentligt ansatte nåede ikke engang at strejke, kun at varsle, før den første igle kom svømmende i form af Sophie Løhde. Straks hægtede hun sig på begivenhederne som chef for de statsansatte og begyndte at suge blod. Nu handlede det ikke om hvad overenskomster i det hele taget skal indeholde, men om at offentligt ansatte generelt set ’burde vise samfundssind’ – ja, måske i det hele taget bare holde op med at være offentligt ansatte, da den slags jo grundlæggende er samfundsskadeligt. Suge, suge, suge blod fra konflikten med det ideologiske sugerør.
Og DF kunne også være med: Kristian Thulesen Dahl skød hugtænderne frem fra sugekoppen og klaskede sig fast med en erklæring om, hvor meget ven han bare er af alle offentligt ansatte, og at der simpelthen ikke er nogen vej udenom at give ’oprejsning efter at lærerne blev kørt fuldstændigt over ved sidste konflikt’. Ja, kørt over af Kristian Thulesen Dahl, idet DF med stor fornøjelse stemte for både lockout og lovindgreb tilbage i overkørselsøjeblikket i 2014. Men når der er fi… – undskyld, stemmer – i farvandet, så er den slags jo bare bagateller. Suge, suge, suge med det populistiske sugerør.
Og dem, demokratiet har hyret til at skille skæg fra snot og blodtransfusioner fra igler, den frie danske presse, ja de har desværre lært noget. For hvorfor dog føre ny ilt til kredsløbet, når man kan nøjes med at suge til sig selv? Så nu sidder den fjerde statsmagt også og suger på livet løs med daglige optrapningserklæringer i gule bjælker, hidsig jagt på ideologiske udmeldinger til de hungrende stambrugersegmenter og halvbagte analyser om at hamstre det ene og det andet. Slubre, slubre, slubre med overspiserens grådige tunge.
Og inden i midten sidder en gruppe lønmodtagere med nogle ganske få og helt konkrete krav og prøver at holde hjertet i gang med de få dråber, der er tilbage af substansen.
Men er det så ikke bare at sætte sig ned og vente til sagen er tabt, og iglerne dør af sult? Lade de faglige krav være en slags collateral dammage; det tab vi var nødt til at æde for at udsulte blodsugerne?
Jo, måske. Men når støvet fra lockouten har lagt sig, er Den Danske Model død. Og så rykker ligrøverne ind.
Velkommen til SPOT nr. 4, 2018. Aldrig har der været så hårdt bruge for satire, som nu.
