I hobetal vender arbejdervælgere hjem til et re-kalibreret socialdemokrati og udvirker dermed et historisk stort rødt skred. Ministeriet Løkke-Rasmussens dage er talte. Danmark får en ny og socialdemokratisk ledet regering under Mette Frederiksen, der bliver den yngste statsminister i historien.
Dansk Folkeparti halveres og mister sin parlamentariske rolle som kongemager. Endnu kender vi ikke omfanget af blåsort stemmespild, men næsten helt sikkert kan Klaus Riskjær Pedersen-partiet, Rasmus Paludans Stram Kurs, Kristendemokraterne og Pernille Vermunds Nye Borgerlige ikke alle klare at passere spærregrænsen – måske vil ingen af dem evne det. Irrelevante i enhver praktisk politisk henseende vil de blive, på tinge eller udenfor.
Fandens ubehageligt for folkestyret kan det dog blive, hvis Folketinget skal til at trækkes med rabulisten Rasmus Paludan og hans sælsomme slæng af internettrolde, primitive provokunstnere og hadefulde ekstremister. Nationens brækspande vil dagligt løbe over af rabulist-partiets opgylpede gylle. Før eller siden skal tosserierne nok tage ende. Danmark undgår dog ikke international skam, og en strid omgang kan det blive for vores muslimske medborgere, hvis nationens fornemmeste demokratiske talerstol bliver afsæt for de forventelige modbydeligheder og trusler i deres retning.
Bevarer Folketinget sin siddende formand, vil Pia Kjærsgaard, der selv skabte sin politiske karriere på fremmedfrygt og islamangst, skulle kalde rabulister til orden, der i grunden blot tager hendes egen orientering ud i dens ultimative konsekvens. Givet at rabulisterne tæller mindst to parlamentarikere med plettede straffeattester – foruden rigslederen Paludan også urinkunstneren Uwe Max – kan det blive nødvendigt, at det nye tings medlemmer kender disse klovnefascister uværdige og stemmer dem ud igen.
Ser vi i stedet praktisk politik, bliver spørgsmålet, hvilken politik kan Mette Frederiksen skabe flertal for? Det tegner til trængsel i dansk parlamentarismes trætoppe. Fra første færd vil den nye statsminister blive mødt med en sværm af ultimative krav fra de partier, hun forventeligt skal basere sit flertal på. Såvel Skipper fra Enhedslisten som Østergaard fra De Radikale hiver og flår fra hver deres retning. Skipper vil ikke tolerere, at S igen lader De Radikale svinge taktstokken for regeringens økonomiske politik, mens Østergaard kræver totalopgør med udlændingepolitikkens paradigmeskift. Også alternaivist-guru Elbæk har truet med at vælte en ny regering, hvis den fremsætter lovforslag, Alternativet ikke kan stå inde for.
Højt har de fået talt sig selv op i træet, og ydmygende kan tilbagetoget blive, som det blev for Liberal Alliances Anders Samuelsen, da han vekslede krav om topskattelettelser med ministerbil. Paradoksalt nok risikerer Mette Frederiksens potentielle støttepartier med deres ufravigelige krav at skubbe hende tættere på Dansk Folkeparti, for lige her kan hun finde den kombination af stram udlændingepolitik og styrkelse af velfærdsordninger, som Skipper og Østergaard fra hver deres position vil modarbejde. Tilnærmelsen mellem Mette og Tulle har dog i stigende grad karakter af et dødskys. Vil et Dansk Folkeparti efter et katastrofevalg ønske at gå længere ud af det spor, der har vist sig så destruktivt for partiet? Eller vil partiet i stedet gå til grunde i indre rivninger om dets nye rolle i dansk politik?
Ikke bare et regeringsskifte, men et systemskifte kan være undervejs. I en måling spås Mette Frederiksen at få et rent rødt flertal uden De Radikale, ligesom hun formentlig også kan klare sig uden støtte fra Alternativet. Det giver et væld af politiske manøvremuligheder. Den eneste usikkerhed er, om Mette Frederiksen kan træde tilstrækkelig stærkt i karakter. Det mangler vi endnu at se. Hvis der virkelig skal være tale om et jordskredsvalg og tid til forandringer, må hun levere en mere klar fremgang til Socialdemokratiet, end de fleste målinger lige nu lægger op til.
