Hvor er den opinion, der rørtes til raseri over Israels bombardementer af Gaza i 2014? Hvor er Putin-forståerne fra Iben Tranholm til Marine Le Pen og Marie Krarup? Svar: Alle disse mennesker er alle mulige andre steder end i Aleppo.
Man kunne mene, at det kræver et hjerte af sten ikke at røres og oprøres over de vedvarende forbrydelser mod menneskeheden i Syrien. Men tavsheden er rungende. Og nu er den våbenhvile, Washington møjsommeligt havde mæglet på plads al-Assad og hans russiske kumpaner brudt.
Som for at understrege, at de mente genoptagelsen af kampene alvorligt, lod russerne først en FN-hjælpekonvoj massakrere og derpå genoptog Assad-regimet sine blodige bombardementer af Aleppo. Matthew Rycroft, den britiske FN-ambassadør udvandrede fra søndag fra en hasteindkaldt sikkerhedsrådssessionen sammen med sine franske og amerikanske modstykker efter at have udtalt: »Brandbomber, der rammer i flæng, kastes over civile boligområder. Aleppo brænder. Vandforsyninger, som 275.000 mennesker af afhængige af, er ramt og indbyggerne manglervand. Det er vanskeligt at benægte, at Rusland begår krigsforbrydelser i partnerskab med det syriske regime«. Frankrigs FN-ambassadør, François Delattre, sagde det rent ud: »Aleppo er et nyt Guernica.«
Når våbenhvilen brydes igen og igen, er det fordi syrerne og russerne stadig holder det for realistisk, at de kan erobre Aleppo med militær magt i et slag, der kan afgøre borgerkrigen. Derfor har vi nu i et år set det samme spil for galleriet. USA gør sig anstrengelser for at finde en diplomatisk løsning, og Moskva gør mine til at forhandle. Men på skrømt: Hver gang findes nye påskud for at genoptage kamphandlingerne. Damaskus og Moskva ved, at de ikke har den fjerneste grund til at frygte verdenssamfundets vrede, ikke engang de vestlige offentligheders. De ved, at de kan handle straffrit og uden at frygte for gengældelse for hverken våbenhvilebrud, klorgasangreb, tøndebombeangreb på boligkvarterer eller systematisk udsultning af civile.
Rusland kan med vetomagt stoppe alle sanktioner mod Syrien, det være sig indsættelse af fredsstyrker eller flyveforbudszoner. EU er for svagt og for optaget af interne problemer. USA har ingen pressionsmidler: Ingen tror på, at Obama har røde linjer eller vil bruge militærmagt. Obama skal blot have resten af sin embedstid til at udrinde. Så må Syrien blive efterfølgerens hovedpine.
Syriens en halv million dræbte er Vestens største moralske svigt siden folkemordet i Rwanda. Og en realpolitisk katastrofe. Russere og syrere har udstillet verdensmagten USA som papirtiger. EU vakler under presset fra flygtningestrømme, der styrker de højrepopulistiske partiers fremmarch. Så alt i alt er det en herlig tid for Kremls enehersker. Jo, Lillefar Putin gnider sig i hænderne. Hvorfor skulle han dog stoppe krigen i Syrien?
