SPOT havde også skrevet, at det er på tide, at se i øjnene, at Christiania efter alle sine egne begreber for længst må betegnes som et fejlslagent socialt eksperiment. Det er sådan med eksperimenter, at de har en vis løbetid, og på et tidspunkt må der naturnødvendigt konkluderes på, hvordan de faldt ud. Sådan er det overalt, hvor der eksperimenteres. Det er en grundregel ved eksperimenter. De må bygge på klare præmisser, på formulerede hypoteser og de måles på om, hvorvidt de fører til det forudsagte eller ønskede resultat. Er dette tilfældet, er de vellykkede eksperimenter. Er dette ikke tilfældet, har eksperimentet slået fejl.
SPOT havde gerne draget den sidstnævnte konklusion, uanset hvor bitter og ubekvem den må være for enhver, der har sværmet for Christianias idealer, troet på Fristadens visioner, hygget sig på Månefiskeren og røget en joint på Voldene. Vi havde gerne gjort det, fordi det altid er bedst at holde sig til sandheden, og fordi SPOT er sat i verden for at punktere enhver slags oppustet helligdom. Men så skete der noget.
SPOT havde gerne argumenteret for, at Christiania, skønt dysfunktionel i årevis, har bevaringsværdige sider. At Christiania ikke kan bevares som socialt eksperiment, men fortjener at bevares i en anden form for sin historiske betydning. At det var bedre at omdanne stedet til museum for den nu svundne epoke, da Christiania var katalysator og samlingssted for en tidsånds politiske og kunstneriske kreativitet og kollektivisme, for smukke tanker om inklusion og frihed, for iværksætteri og forsøg på genopfindelse af menneskelige fællesskaber på nye vilkår. I dag lever vi desværre ikke i tider, der kunne inspirere en tilsvarende eksperimentel tankegang. Det kan man godt begræde.
SPOT havde gerne forklaret, at Christiania aldrig blev det fremfantaserede modbillede til det borgerlige samfund – det blev selv et klassesamfund, med selv-for-elskede medlemmer af den kreative klasse, der brugte det modkulturelle som pynt, i arkitekttegnede boliger på toppen af rangstigen og misbrugsvrag og rallende grønlændere i deres eget bræk på bunden. Christiania skulle have været hyperinklusiv. Det var her Karl og Ann-Katrin kunne sætte sig på bænken og varme sig i en kold tid, og om alle mulige misfits og outcasts blev det sagt, at ‘nu bor de ude på Christiania’, hvor de havde det ‘meget bedre, end du aner’. Men Christiania degenererede til Ollekolle-frilandsmuseum for forstenede 68’ere. Den kulturelle kreativitet stivnede i klichégentagelser og de samme gamle besyngelser af den umulige drøm. Christiania blev ekskluderende over for nye ungdomskulturer, ja end ikke cyklisters gennemkørsel tålte disse alternative sigselvnok-ligusterfascister. Og hashtågernes psykedeliske frigørelse blev i stedet til Danmarks vigtigste infrastruktur for et benhårdt kriminelt miljø og nationens største marked for hash med omsætning for milliarder. Fællesmøder stod magtesløse over for Stadens nye tyranner og egentlige herrer og mestre. Christianitterne lod sig korrumpere, og penge fra den kriminelle økonomi flød over i deres egne kasser.
Men så skete der noget. Et skudopgør, hvor en politimand var tæt på at miste livet. Og et fællesmøde, hvor christianitterne sagde fra, for første gang siden de i 1979 gik i krig mod junken. Et fællesskab trådte i karakter, satte banderne stolen for døren, rev hashboderne ned og gav hashnydere besked på at købe deres tjald alle mulige andre steder. I værste fald er det en symbolsk gestus, indtil den kriminelle normalitet genoprettes, men i bedste fald er det et nyt socialt eksperiment, der tager sin begyndelse. Det er vi nødt til at bøje os for. Cadeau til Christiania for denne civilcourage. Og for at vælge at tage ansvar og markere sit tilhørsforhold til retsstaten og det omgivende større samfund. Det er lige før, man får lyst til at fyre en fed – indkøbt andre steder – og investere i en folkeaktie.
