For det første: Pinligt nok stemte kun 62 procent, på valgsted Tingbjerg kun 49. Men hvad værre er: Det var især rigtig mange af dem med halvlunken smag sammenlignet med SPOT’s fremragende smag, som fandt vej til urnerne – det kan vi kun kvittere for med meget lavmælte hurraråb.
Der nævnes i flæng: Over-Franken fik flere end 30.000 personlige stemmer efter at have demonstreret eklatant mangel på lederskab, da han forskrækket veg tilbage for en æterisk hipsterkok med dreadlock og ambifie-amorøst syndrom i fjerde stadie frem i stedet for at gøre, hvad han skulle have gjort: opføre tiltrængte nye boliger til almindelige hårdtarbejdende københavnere lige oven på frøen, så det sagde ‘SMAT’! Og selvom Over-Franken gjorde hvad han kunne for at nedtale Wild East-tilstandene på Nørrebro og problemet med selvberigende borgerfjendtlige magistrater. Følgeskab fik han desværre af de tefloncoatede replikantagtige af partikammeraterne på rådhuset.
Rigtige sossere får nemlig gerne amfibieindmad på bukseopslaget i deres indsats for at skaffe hjem til de politibetjente og sygeplejersker, som underbemandede og udkørte står forrest i udbedringen af københavnernes værste plager, såsom daglig krydsild i klanstyret bandekrig og alvorlig sygdom under nedskæringer og Sundhedsplatform.
En fad smag i munden gav det også, at over tusinde borgere stemte på Anna Mee, selvom hun er afsløret i med borgerligt ombud at have udvekslet politiske tjenester med sin personlige murer-ven på korrupt vis. Hvad ligner det at honorere et så urent trav med en lille bronzefarvet trøstepræmie?!
Hele seks alternative klovne, hvoraf en sågar nu skal være borgmester, strøg også ind på rådhuset, idet de fortrængte fornuftige ansvarsfulde borgerrepræsentanter fra andre partier, som ville have kunnet tage fat i virkelige problemer for virkelige mennesker. Med dette betydelige mandat – og med karakteristisk appetit på uforpligtende luftigheder og virkeligheds-repellerende krea-attitude – vælger den alternative spidskandidat måske ikke overraskende at kaste sig over Tant- og fjasborgmesterposten fra den magistrale letvægter, Kulturforvaltningen.
Er det en forudanelse af sensommer for den vestlige civilisation – ikke ulig da kejser Caligula udnævnte sin hest som senator i Roms dødskramper – at så eklatante narrehatte skal fylde så godt op i borgerrepræsentationen, fordi alt for mange københavnere fortrækker lækker varm luft i Canal Grande og nøgen udeservering ved Côte-de-Ladegårdsåen frem for reelle politiske løsninger på reelle udfordringer? Mange fremragende folk fra andre vidt forskellige partier ville hver især have smøget ærmerne op og taget ornli’ fat i diverse udfordringer lige dér, hvor det griser mest og gør mest ondt for i længden at gøre grundigt godt. Men det er ikke realpolitisk rodbehandling, man tiltrækkes af og bliver belønnet for i Hipster City alias København 2017.
Tydeligst blev dette, da Enhedslisten – det angivelige talerør for de mange tusinde fordømte her på jord inklusive sultens slavehær, de psykiatriforpinte, misbrugerne, de langtidsarbejdsløse, de kontanthjælpsplagede, de hjemløse og de kasteløse, som havde humpet, trillet og slæbt sig til stemmeurnen for at sætte sit rystende X ved Ø – valgte at fravælge den vægtigste og indflydelsesrigeste og ansvarstungeste borgmesterpost, som lå dem frit for, i en utilgivelig undvigemanøvre af realmagts-afstemt oppositionsbrok.
2017 blev således valget, hvor fornuft, virketrang og ærlig realpolitik måtte vige pladsen for regnbuefarvede faktaresistente enhjørninge uden antydning af ansvarsfølelse, tefloncoatede sosserreplikanter og smudsforskrækkede kryptorevolutionære: Venstrefløjens eksorbitante svigt i en ildrød kommune. Tillykke med valget, arme københavnere.
