Det blev en sommer med få solskinsdage, med ustadigt vejr, med byger, med gråvejr og kolde vinde. Det blev en sommer, hvor hundredvis af flygtninge og migranter igen druknede i Middelhavet, uden at nogen tog sig af det – uden at medierne kunne værdige det andet end notitser. Det blev en sommer med den længste, kedeligste og mest forglemmelige EM-fodboldslutrunde i historien. Det blev en sommer, hvor Seinen overskyllede parisiske gader, og mere ekstremt vejr mindede os klimaforandringerne allerede er her.
Det blev en sommer med terror fra amokløbere og turboradikaliserede: Fra Orlando til Istanbul og Nice, fra Mellemøsten til Nigeria, fra Somalia og Pakistan, med økseoverfald, præstehalshugninger og lastbilangreb. Det blev en sommer med de sædvanlige rituelle diskussioner om, hvorvidt der er forskel på religiøse galninge og almindelige galninge. Det blev en sommer, hvor irritationen hos muslimske meningsdannere over at blive bedt om at tage afstand, oversteg vreden og forargelsen over terroren i islams navn. Det blev en sommer med politisk vold og mislykket tyrkisk statskup efterfulgt af et vellykket modkup med masseudrensninger og forbrødringer mellem sultan Erdogan og zar Putin, to af verdens værste fjender af demokratiske frihedsværdier. Det blev en sommer, hvor bilerne brændte i hundredvis i Malmö, uden man vidste hvorfor.
Det blev en sommer, hvor Rusland gjorde sig klar til at invadere Ukraine, og hvor Kina blæste på havretten og gjorde krav på udvidet territorialfarvand med flådemagt. Det blev en sommer med belejring, udsultning og udbombning af Aleppo, uden at fredsbevægelser og venstrefløj værdigede det et demonstrationsbanner, for bomberne var ikke amerikanske. Det blev en sommer, hvor briterne brexittede uden god grund, og hvor ‘elite’ blev til skældsord uden nærmere forklaring. Det blev en sommer, hvor amerikansk politi dræbte endnu flere sorte mennesker, fordi de var sorte.
Det blev en sommer, hvor Mads Holger forlod os, og aldrig igen skal vi diverteres eller irriteres af hans guldbladsbelagte prosa, kvikke replikker og levemandsmanerer. Det blev en sommer, hvor Socialdemokratiet, velfærdsstatens værner og den medmenneskelige solidaritets beskytter, indledte tilnærmelser til et parti, der ønsker Danmark trukket ud af menneskeretskonventioner. Det blev en sommer, hvor en meningsmåling angiveligt viste, at 16 procent af vælgerkorpset kunne finde på at stemme på et parti, der ledes af en ungnazist og vil tvangsdeportere en halv millioner mennesker af ‘ikke-vestlig’ herkomst. Det blev en sommer, hvor det blev god tone at kalde ‘venligboere’ for ‘væmmeligboere’. Det blev en sommer, hvor det mest opsigtsvækkende forslag fra den svageste regering med det mindste mandat i mands minde gik ud på at gøre det lettere at låne til sommerhuskøb.
Og det blev en sommer, hvor store dele af den politiske offentlighed her og hisset forekom at tage afsked med forpligtelse på kendsgerninger – fra Alternativets afvisning af matematiske læresætninger til Donald Trumps kaskader af skamløse løgne – uden at dette anfægtede deres respektive kernepublikummers hengivenhed for begge. Det blev en sommer uden SPOT, men som det fremgår af det foregående, råber tiden og verden ikke bare på satire – den skriger hysterisk og umætteligt krævende på det. Den kan bare komme an, kan den.
