Det var ligegodt satans! Hvad bliver det næste? Skandalehistorier om bjørne, der skider i skoven? Om pavelig selvbesmittelse?
I whistleblowernes og transparens-forkæmpernes tid er det nu kommet så vidt, at lækager af allerede offentlige hemmeligheder udskriges som sensation. Letkøbt iscenesættes historien om Panama-papirerne i det meste af mainstreamoffentligheden som en moralfabel om grådighed og dekadence. Som om hele problematikken kunne koges ned til umådeholden egoisme hos en global elite af luksusdyr. Vi inviteres til at svælge i selvgod forargelse – for sådan ville vi aldrig selv agere, hvis vi havde muligheden, vel? – over skatteunddragernes bedrag af fællesskabets fælleskasse i stedet for at reflektere over det moralske forfalds strukturelle dimensioner. Som Slavoj Žižek siger, er svaret på, hvorfor de rige bærer sig sådan ad det samme, som svaret på, hvorfor hunde slikker sig bagi: Fordi de kan.
Skønt ikke en ‘skandale’ – for en skandale ville forudsætte, at en illusion var bristet og ikke en vished genbekræftet – er lækken af Panama-papirerne immervæk bemærkelsesværdig ved sit pure omfang. Her skal vi endda holde os for øje, at dette jo blot er en læk fra et enkelt af de firmaer, der har specialiseret sig i skatteunddragelse – ja, vi ved end ikke, hvor stor en del af Mossack-Fonsecas aktiviteter lækken afdækker. Der findes antagelige tusinder lignende firmaer fra Caymanøerne til Liechtenstein. Det er i sagens natur umuligt at anslå præcist, hvor mange flugtmilliarder, der globalt er stukket til side – OECD-økonomen Gabriel Zuckam mener, det drejer sig om 7,6 billioner dollars svarende til lidt mere end det dobbelt af Tysklands BNP. Føj her til det dobbelt så stort billionbeløb, som unddrages skat gennem moralsk angribelig, men fuldt lovlig skattetænkning, som når giganter som Apple og Amazon placerer overskud i lande med lav beskatning, skønt de knap har aktiviteter her.
De panamaske stråmandsselskaber og det øvrige skattely-cirkus findes ikke, fordi rige mennesker er grådige, men fordi vi har internationale banker, der formidler det. Og når disse banker formidler det, er det igen, fordi vi har regeringer i de største økonomiske magter, G20-landene, som tillader dem at gøre det. Disse nationer, der sidder på 86 procent af verdensøkonomien, kunne uden videre, hvis de havde politisk vilje tildet, beslutte, at fra nu af skulle alle skatteparadiser boykottes. I stedet arbejdes man langsommeligt på nye OECD-standarder for transparens, som flest muligt lande så frivilligt kan tiltræde – en møjsommelig omvej, der tilslører, at de største profitører på skatteflugten er den internationale finanssektor. Der henvises til myten om globaliseringens afmægtigørelse, som om alle 193 lande i verden først skulle være enige, før skatteoaserne kan tørlægges.
Hvad vi har brug for er ikke billig moralsk forargelse, men politisk global massemobilisering. Billionerne i skyggeøkonomiens parallelsamfund er den globale kapitalismes svar på universets mørke materie. Vi kan ikke se billionmaterien, men vi kan konstatere dens gravitationsindvirkning på den globale økonomiske struktur og bevægelse, dens indvirkning på global ulighed, spekulationsbobler og gældsramte lande. Vores egne folkevalgte politiske leder kalder nu til kamp mod skattely og skuffeselskaber, men har selv vedtaget de regler, der gør bankernes formidlingsopgave så nem. Det er dét, der er den egentlige skandale.
