Når en minister fremlægger manipulerede tal, fremtryllet af en lobbyorganisation, som syv videnskabelige eksperter efterfølgende er enige om at afvise, så må den for ethvert parlamentarisk samarbejde uomgængelige tillid lide et uopretteligt knæk. Hvordan kan det være andet end en moralsk og politisk falliterklæring at vedtage lovpakker på grundlag af åbenlyst misvisende opgørelsesmetoder? Ikke én eneste god grund kunne V-regeringen og den nu afgåede miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fremføre til støtte for den udspekulerede fremgangsmåde.
Svindlen med gylledata var selv et opvisningstykke i politisk gylle. Lad være, at der ikke var uenighed i den politiske substans. Makkerparret Pape og Jarlov gjorde ret i at kritisere den politiske procedure.
Politiske beslutningsgrundlag skal være oplyste, ikke forfuskede.
Men hvad stillede De Blå op, da Pape, dette forvorpne medlem af klubben, ikke længere ville parere ordre fra sin herre, men insisterede på noget så gammeldags og upolitisk som or-dent-lig-hed? De pressede straks den ulydige afviger med smædekampagner, lagt an på at true med at opæde hans i forvejen spinkle vælgergrundlag. Panisk forsøgte Søren Papes tidligere partnere i V, DF og LA at give indtryk af, at han var en afsporet galning, opsat på at gøre det af med det blå flertal, han selv tilhører. Assisteret af en hær af spindoktorer arbejdede de politiske partnere på at fremmane et billede af Pape som manisk fanatiker med et selvmodsbælte om livet.
Søren Pape – denne hyggelige, buttede, sovseglade sofamand fra Bjerringbro, hvis vildeste handling her i livet formentlig var, at han engang ændrede på ruten, da han var ude og lufte sin puddelhund Pan – skulle nu pludselig være en rødglødende kamikazepilot, sporet ind på en politisk selvmordskurs. Søren Pape skulle nu pludselig være action man i en gensidigt garanteret selvødelæggelse, der ikke blot ville bringe den borgerlige regering til fald, men også tage livet af hundredårspartiet. At den blå spin-maskine kunne udspy et så absurd ildelignende skræmmebillede af den runde Pape tyder på, at dens endelige sammenbrud er nært.
Men hvis sidste uge viste, at de blå spin-doktorer har mistet den sidste gnist af fantasi, så må det borgerlige Danmarks vælgerbagland i dag have mistet den sidste illusion om holdbarheden af et fremtidigt samarbejde i blå blok. Hvilken slags gruppeterapi kan nogensinde klinke skårene efter sidste uges bizarre politiske teater? En skrammet, svækket og samspilsramt regering må nu humpe videre på bedste beskub. Og selv om de politiske kommentatorer aldrig bliver trætte af at gentage klicheen om, at Løkke er en overlever, der trives bedst, når kriser trænger ham helt ud i tovene, så gik han denne gang for vidt i sin magtbegærlige stædighed. Gyllegate blev den katalysator, der bragte for en dag, at regeringssamarbejdet i blå blok er uden gensidig tillid, samtidig med at den udstillede grænserne for Løkkes bissestrategi. Statsministeren tiltrådte under et løfte om ydmyghed, men det var mundsvejr. Den angiveligt fuldgode politiske håndværker og forligsmager, som hans fans har fremstillet ham som, er efter Eva Kjer Hansens fald manet i jorden som en myte. Og hans juniorpartner, De Konservative, fortjener anerkendelse for at have nægtet at lade sig banke på plads. Et nederlag for regeringen og blå blok, med Pape og Jarlov som de sjældne helte.
