Der kommer ikke nogen Nobelpris i litteratur for 2018. Det har Svenska Akademien besluttet. Forklaringen er fortrydelse over egen unobel adfærd. Man omgav sig ikke blot med en unobel mand. Man billigede hans eskapader eller dækkede medvidende over dem.Skandalens centrum er unoble Jean-Claude Arnault – fransk-svensk fotograf og ‘kunstiværksætter’, venner med akademimedlemmer og gift med et af dem, digteren Katarina Frostenson. Så tæt syltet ind Akademiets inderkreds og affærer var Arnault, at han anså sig selv for det nittende medlem af De Åderton.
I Akademiet vidste alle meget vel at Arnault var sexist. Saftige rygter om den såkaldte Kulturprofils grænseoverskridende opførsel havde i årevis verseret Sveriges kulturelite. Men som vi så med den amerikanske filmmogul Harvey Weinstein var også magtfulde Arnaults autoritet uantastelig. Derfor kunne begge få fripas til uhæmmet skørtejægeradfærd, der er en knap så god ting, hvis ikke begge parter samtykker. Det gjorde de 18 kvinder, der sidste efterår stod frem i Dagens Nyheter og beklagede sig over at have været mål for ‘Kulturprofilens’ serielle sexkrænkelser, så ikke.
Arnault skal desuden have befamlet selveste Sveriges kronprinsesse Victoria på hendes royale popo. Og har angiveligt også beregnet sig fyrstelige honorarer fra Akademiets velpolstrede kasser som ‘tjänsteleverantör’ for dets mondæne pariserlejlighed. Den svenske anklagemyndighed har nu optaget efterforskning af, hvorvidt disse underhåndstjenester kan beløbe sig til økonomisk kriminalitet.
Ved beslutningen om at indstille årets prisuddeling var Akademiet reduceret til ti medlemmer efter otte tilbagetrædelser, der skete til ledsagelse af uskønt indre kævl. En fraktion af medlemmer krævede Frostensons afgang. Hendes forsvarere beskyldte på deres side Akademiets ständiga sekretetare, Sara Danius, for at være den udueligste i dets historie. Underlødigt var det at overvære.
I Akademiets fundats, som går tilbage til dets stiftelse i 1700-tallet, levnes medlemmer imidlertid ikke mulighed for at træde tilbage, så lige nu er det højest uklart, hvilken medlemssammensætning Akademiet fremover kan ende med at få og hvordan. Hellere end at devaluere sin litteraturpris definitivt har man valgt at fokusere på at reorganisere sig selv. En klog og nødvendig beslutning.
Spørgsmålet er dog, om Akademiets autoritet nogensinde kan genoprettes. En illusion er bristet. Vores illusion om Sveriges højt kultiverede litterære vel-belæste overdommere, der var i besiddelse af den globale guldstandard for udmåling af verdenslitterær kvalitet. Hvor ville vi gerne tro, at Nobelprisen var en særlig, enestående kunstnerisk kåring – den visse vej til udødelighed og klassikerstatus.
Nu er hele dette ophøjede ideal, som vi som kultur havde brug for at dyrke og tro på, brudt sammen og muligvis endegyldigt. Det stockholmske sakristi har mistet sin finkulturelle magi. Hvilken prestige kan knytte sig til prishæder, når den prishædrende instans viser sig ormstukkent anløben af amoral, og der af finkulturen kun er fernis tilbage? Hvilken værdighed er der at hente i udmærkelser, der har et uværdigt akademi som afsender? Hvem skal herefter vise verdensoffentligheden, hvordan man afvejer en obskur kinesisk romanforfatters meritter op imod en særpræget østrigsk avantgardists, en hviderussisk dokumentarists imod en amerikansk rockstjernes? Det kan tage år, før Stockholm kommer på banen igen, må man befrygte.
Men verden behøver ikke af den grund at undvære litteraturnobelpriser. SPOT iler til undsætning med et dristigt forslag: Efter at svenskerne har trukket sig selv ned i sølet, må vi som broderfolk tage over. Danmark er nemlig også, hvilket muligvis vil komme bag på mange, i besiddelse af et akademi, som dog hidtil nærmest har foretrukket at opføre sig som et provinsakademi blandt akademier. Et åndeligt slumretæppe har i årtier hvilet over Det Danske Akademi og dets ikke videre prangende priser. Ærligt talt er det uklart, hvad de tyve danske akademimedlemmer i grunden foretager sig ud over at udveksle gamle minder, frisk sladder og at nippe til fine vine. Alt for længe har dette formodede, men yderst diskrete powerhouse for dansk åndsliv været en affældig sovende celle, hævet over udadvendt kommenterende praksis. Nu er det på tide at aktivere cellen. Nobelsystemet forhindrer det ikke. Ganske som fredsprisen hører hjemme i Norge, kunne vel også litteraturprisen huses i Danmark, hvis akademi er i kedsommelig grad skandalefrit. Det Danske Akademi bør nu kende sin besøgstid og række hånden ud til vor brodernation i nød. Danmark kan godt klare at uddele Nobelprisen for 2018. Lad Rungstedlund votere.
