En undskyldning må falde

28. marts 2017 / SPOT 4, 2017 / LEDER / Ingen bør være for stor til at undskylde. At sige undskyld er at vise menneskeligt format. Ufejlbarlige er kun Gud og Paven. Kun småtskårne pompøse røvhuller ønsker at måle sig med dem.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Annette Carlsen

Ved at deltage i transatlantisk slavehandel og ved at fastholde sorte medmennesker i slaveri over generationer begik Danmark en forbrydelse af værste slags: ‘en forbrydelse imod menneskeheden’. En massiv og langvarig forbrydelse, der skabte lidelser af ufattelige dimensioner. Fra det første slaveskibs ankomst i 1673 til slaveriets afskaffelse i 1848. 

I århundrederne med slavehandel blev mellem 10 og 15 millioner afrikanere solgt som slaver til den nye verden. 100.000 af dem kom til tre dansk annektererede øer i Det Caribiske Hav. Fem millioner kreperede under overfarten eller bukkede under, straks efter ankomsten. Slavernes status var at ligne med husdyrs. Flygtede de eller var de opsætsige, fik de piskestraf eller amputeret hænder, ben eller ører.

For det dansk-norske riges økonomi var deres indsats i plantagerne en stor gevinst. Den såkaldt florissante periodes højkonjuntur, der gjorde os til en betydelig handelsmagt, byggede i vidt omfang på tidens skændige udnyttelse af slavearbejdskraft. Slaveriet blev teologisk og idelogisk retfærdiggjort ud fra absurde forestillinger om et racehierarki baseret på hudfarve, hvor sorte rangerede nederst og hvide øverst. Vel var Danmark kun en mindre misdæder blandt den række af kolonimagter, der deltog i de forbryderiske praksisser, men det kan vi minsandten ikke undskylde os selv med. 

Man kan mene, hvad danske regeringer mener: At undskyldninger for historisk fortræd er meningsløse. Gerningsmænd og ofre hviler jo for længst er under mulde. 

Men sådan ser de ikke på det i det forhenværende Dansk Vestindien. Siden 1998 – 150-året for slaveriets ophævelse – har lokale kræfter herfra ønsket en officiel undskyldning fra den tidligere slaveholdernation Danmark. 

Daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen lagde imidlertid dengang linje med disse ord: »Jeg kan ikke se det rigtige i, at mennesker, som ikke har noget at gøre med slaveriet, skal sige undskyld til mennesker, som ikke har været udsat for slaveri.« 

Men staten Danmark er et transhistorisk subjekt, og heri ligger, at Danmark har et transhistorisk ansvar, uanset at vi nulevende danskere hverken et kollektivt eller individuelt kan lastes for vores forfædres forbrydelser. Vi forventer således også, at den nuværende tyrkiske stat anerkender og undskylder sin osmanniske forgængerstats folkedrab på armenierne i 1915. Og vi forventer så afgjort ikke at se Tyskland afsmyge sig sit historiske ansvar for Holocaust, når de sidste Holocaust-ofre om få år er væk. 

Med hvilken begrundelse skulle Danmark lade sig nøje med en mindre selvkritisk, mindre nøjeregnende Vergangenheitsbewältigung? De samme strenge moralske normer, som Tyskland så eksemplarisk bedømmer sin fortid med, bør vi også bedømme vores med. Alt for længe har dette dystre kapitel af danmarkshistorien været underbelyst. Og alt for længe er guvernør Peter von Scholtens ophævelse af slaveriet – og ikke slaveriets praksis selv – stået som den markante og definerende begivenhed om denne epoke. Endnu i dag er det nu US Virgin Islands præget af slaveriets fortid, både i forhold til kulturel identitet og i forhold til økonomiske og sociale vilkår. Det er ikke nok, at Danmark anerkender forbrydelserne fra dengang, vi må også undskylde dem. De kaster stadig lange skygger, og vi gør det for bekvemt for os selv, hvis vi bare synger: »Tralulalej, hvor er det nemt, om 100 år er alting glemt!«

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Annette Carlsen

Abonnér på nyhedsmail