#edce00 Hvem kan sætte den storhedsvanvittige sultan på plads? / SPOT 3 / 2017

Hvem kan sætte den storhedsvanvittige sultan på plads?

7. marts 2017 / SPOT 3, 2017 / LEDER / Mine damer og herrer, hvad der nu følger er ikke satire, men skinbarlig virkelighed – ja, faktisk kun det seneste eksempel af et væld af dem på, at virkeligheden i disse år le­verer den bedste satire, i høj grad takket være de excentriske statschefer, som en ondsindet tidsånd har indgivet en magt, der står i omvendt proportionalt forhold til deres menneskelige udsyn og politiske format.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Annette Carlsen

I weekenden rasede en mand med et særpræget overskæg, der i årevis har søgt at ommodellere sit lands forfatning og system, således at han selv kan regerere som enehersker, over, hvad han kaldte Tysklands aktuelle ›nazipraktikker‹. 

Baggrunden for dette var, at flere tyske kommuner af sikkerhedsgrunde havde ledlagt forbud mod, at hans parti kunne holde politiske massemøder i Tyskland (hvor 1,4 millioner tyrkiske indvandrere og­så har stemmeret i Tyrkiet). Tilhængerne af AKP-partiet har det med at blive meget iltre, hvilket ­bidrager til den polariserede stemning i Tysklands indvandrer­miljøer.

Den moustacheprydede mand, som over de seneste måneder har ladet hundredvis af journalister kaste i kachotten, gik skarpt i rette med Tyskland. »Jeres praksisser adskiller sig ikke fra nazisternes,« erklærede den folkeforføreriske brandtaler, der drømmer om at gen­skabe et stortyrkisk rige, undertrykker mindretal og fører krig efter forgodtbefindende i nabolandene Syrien og Irak. 

»Jeg havde ellers forestillet mig, at nationalismen i Tyskland var et overstået stadium, men den fortsætter bare,« sagde manden med den buskede overlæbe, som har interneret titusinder af politiske modstandere, overtaget kontrollen med sit lands retssystem og har svoret at genindføre dødsstraffen. 

»Tyskland har ikke noget med demokrati at gøre«, vedblev den 63-årige schnurrbartbærer, hvis land i 2016 akkurat klarede at indtage en 97.-plads på et anerkendt internationalt demokrati-indeks som et af verden såkaldte hybridregimer. Og hvis land på Journalister Uden Grænsers rangliste for pressefrihed rangerer som nummer 151 ud af 180. 

Når Recep Tayyip Erdoğan træk­ker nazikortet – i åbenlys foragt for det land, der som EU’s største magt betaler Tyrkiet milliarder for at bremse flygtningestrømmen mod Europa ved Bosporus – har det sine grunde. Det drejer sig om at opflamme det nationalistiske vælgersegment, også blandt udlandstyrkerne. 

Den 16. april holder Tyrkiet folkeafstemning om indførelse af præsidentstyre. For at vinde den afstemning sætter Erdoğan alt på et bræt – for lider han nederlag, kan han være færdig, og hans storhedsvanvittige drømme afspores. At det er statschefen og ikke regeringschefen, der har det store ord at skulle have sagt, er jo slet ikke efter bogen i den nuværende tyrkiske forfatning. Det er derfor, han har udskrevet folkeafstemningen, og taber han den, kan han blive tvunget til at falde tilbage til den rolle, som den eksisterende forfatning tilder ham som en præsident, der nok er valgt af folket, men hvis funktioner er overvejende ceremonielle. 

Meget står således på spil i næste måned. Erdoğan har brug for alle de stemmer, han kan mobilisere for at ›gøre Tyrkiet stort igen‹ og dreje sit land endnu dybere ind på et autoritært spor – en vildvej, der på sigt må få Tyrkiet til at glide væk fra sin gamle rolle som en alliancepartner over for Europa og USA (under forudsætning af at Trump-mareridtets ophør er nært forestående) og over i diktaturernes lejr. Får han sit præsidentstyre, vil alt magt være koncentreret i hænderne på en eneste person, og det kan i sagen natur ikke blive ved med at være Erdoğan. 

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Annette Carlsen

Abonnér på nyhedsmail