Greven ud af luften og den umulige kongedrøm

26. februar 2018 / SPOT 3, 2018 / LEDER / Prins Henrik er død, men ikke begravet. Den officielle landesorg er stilnet af, prinsen er blevet til både dansk og fransk jord og delvist stedt til hvile til lands og til vands. Klicheerne er tykkere end det royale blod.

Tekst af Torben Wilhelmsen

Tegning: Annette Carlsen

Prins Henrik var prins, næsten konge i manges øjne, især hans egne, og ved sin død var han stadig i top-10 over tronfølgeberettigede. Han bliver nu forsvaret af Danmark mod danskerne, som har været for ondskabsfulde, som har mobbet ham og end ikke tager cellofanen af blomsterne, de lægger foran Fredensborg Slot. Hvad tænker danskerne dog på? At Fredensborg Slot og Parkafdeling kan tage dem til bagindgangen og gensælge dem i en vejbod som bæredygtig cirkeløkonomi og Leverandør til Det Kongelige Danske Hof?

Første-prinseforsvars- og kulturfilister Mette Bock anråber hykleriet, når mobberne nu flyder over af hyldestnekrologer. Kgl. Konfessionarius Norman Svendsen peger under den helt private bisættelse – for rullende live-tv-kameraer – på mobningen af den franske greve. Og Lars Løkke fremhæver prinsens folkelighed ved at fortælle, at selv Christiania sendte en krans, og ‘jeg tror ikke det er hver dag, de sender blomsterbuketter til royale begravelser’, tilføjer han. Jo, sandelig, der har netop været mange af den slags lejligheder. 

denne måde gør forsvarerne den alvorligste nar af Hofkong Henrik. Han var åbenbart et flamboyant snefnug, en sårbar royal overførselsindkomstmodtager, en medvindsprins – hvis man skal forstå denne næsegruse irettesættelse ret.

Herregud, manden var et varmt, hjerteligt og humoristisk menneske, som led den tort at han først og fremmest var repræsentant for Dronningehuset, en oldenburgsk institution, som står uden for og over lov og ret, i stort og småt. Som når dronningen uantastet og uanfægtet kan indsmugle sine ulovlige græske favorit-cigaretter. Som når Kronprins Frederik må køre over en stormramt Storebæltsbro, mens alle andre værsgo må vente på bedre vejr. Eller når prinsens skib lander på Saltholm efter sølvmågeæg. For alle andre var det ulovligt at samle og sundhedsskadeligt at spise mågeæg, men prinsen fik, hvad han ønskede: en l’omelette de mouette, og det af Guds nåde. Naturligvis gør man grin med dem – også selvom nogle af historierne skulle være skrøner.

Og så var Prins Henrik sjov, gjorde også sjove ting, og var derfor et endnu mere taknemmeligt offer for satire. Han var endog flittig, som flere har fremhævet, bl.a. protektor for Københavns Drengekor i hele 46 år og har – om ikke ligefrem sparret med koret som Mette Bluhme Rieck i Aftenshowet så indfølende spørger lederen af koret, Ebbe Munk, om – så i hvert fald knoklet med at vie koret sin interesse og beskytte det med sin fornemme person og navn.

Fred være med Prins Henrik, men hans posthume forsvarere burde skamme sig over at nedgøre prinsen til en ikke resilient stakkel, de samme som gerne slår til Søren med ‘Skik følge eller land fly’, mens Henrik får frit lejde. Ikke tak for det. Prins Henrik var større end at behøve dette ynkelige forsvar. Han drømte om at blive konge, og det er det mest naive ved ham, for han har kendt præmissen fra starten, men det er samtidigt det mest respektindgydende: vedholdende at tro at han kunne ændre en kulturel lovbundethed i en demokratisk lovløs institution.

Sincères condoléances.

© SPOT, Torben Wilhelmsen og Annette Carlsen

Abonnér på nyhedsmail