Efter en to år lang ekspedition, hvis mindste udvikling og mindste rygtedannelse blev fulgt med tilbageholdt åndedræt af landsbyboerne, nåede Sir Robert omsider sit mål. Men ak! Med sig havde han ikke troldens afhuggede hovede hængende ved sin saddelgjord. I stedet fremdrog han et langt pergament, hvis konklusioner blev således opsummeret: »Væsenet i Det Hvide Palads er unægtelig en led stodder, ja faktisk værre, end I troede, da I valgte ham til at bo der. Hvad I nu vil stille op med ham, er aldeles op til jer selv!«
Ved disse ord faldt skællene fra landsbyboernes øjne: Sir Robert stod nu foran dem, ikke som en ridder i skinnende rustning og med vajende vimpel fra sin lanse, men som det, han hele tiden havde været: En kedelig, punktlig og retskaffen sagfører. Sir Robert havde fuldført sit opdrag – hverken mere eller mindre. Gråd og tænders gnidsel greb nu de landsbyboere, der havde set sig mest gale på trolden.
På slottet var der fest og glæde. Donald Trump og hans hirdmænd fejrede, at Sir Roberts rapport havde genrejst hans ry. Altså lige bortset fra alle de anklager for sexisme, kvindehad, racisme, utroskab med pornostjerner, mulig obstruktion af rettens arbejde, patologiske hang til løgn og uhæderlighed og generel stupiditet, der stadig klæbede uopretteligt til det.
Til udsendinge fra lokale medier udtalte trolden Trump, at rapporten var »en total og komplet frifindelse af ham« og ignorerede dermed den passus i rapporten, i hvilken det blev fastslået, at der overhovedet ikke var tale om frifindelse, thi fravær af beviser er ikke bevis på fravær.
Mueller-rapporten blev et flop, så hvad gør nu byens borgere? Sandheden er, at de ikke behøver rapporten for at kunne bedømme trolden korrekt. Vi kan alle dagligt følge troldeadfærden udfolde sig på Twitter og i verdens medier.
Trump er en mand, der praler af ikke at betale fuld skat. Han formidler altså det indtryk, at det ikke er en borgerpligt at svare sin skat.
Trump er en mand, der praler af, at han selv engang har bestukket politikere. »Når de ringer, giver jeg, og hvis jeg så skal bruge dem to-tre år senere ringer jeg, og så er de der for mig«.
Trump har aldrig vist offentligheden sine selvangivelser, hverken under sin valgkamp eller i sin præsidenttid.
Sine selskaber har han afvist at sætte under administration af andre, mens han er præsident, for at undgå interessekonflikt.
Han har udtalt, at en bestemt føderal dommer ikke burde dømme i en sag, fordi han havde mexicansk baggrund – et angreb på retsvæsenet og dets upartiskhed.
Han har truet med at udvide injurielovgivningen, så han kan sagsøge medier, der er kritiske over for ham, og med at tilbagekalde sendelicensen for tv-kanaler, der er kritiske over for ham, og i det hele taget kaldt al journalistik, der ikke er sykofantisk over for ham, for ‘fake news’ – et angreb på pressefriheden.
Han har kaldt deltagerne i det højreradikale sammenrend i Charlottesville, Virginia, i 2017 – deriblandt nazister og Ku Klux Klan-tilhængere – for fine people og dermed udtalt en sympati til tilhængere af hvidt overherredømme, der underminerer princippet om lige rettigheder for alle.
Og han har flere gange truet med at kunne aktivere våbenmagt og bevæbnede tilhængere for at fastholde sin magt.
På disse og mange flere måder undergraver Trump de kerneværdier, som selve demokratiet bygger på. Dette er den egent-lige anklage – ikke at han står for en bestemt slags politik fremfor en anden, ja ikke engang at han splitter snarere end forener amerikanerne eller opfører sig barnligt og uværdigt for en præsident.
At nedbryde tilliden til demokratiets institutioner og procedurer er troldens grundforbrydelse, og de forsigtige konklusioner i Robert Muellers sagsmappe ikke kan redde ham fra den dom, som historien vil fælde over ham – og som forhåbentligt også de amerikanske vælgere vil fælde i 2020. Ellers fortjener de deres trold.
