Ét år gået, siden den hashpsykotiske og ideologisk radikaliserede Omar el Hussein affyrede sine dræbende kugler kugler ved Krudttønden og i Krystalgade, før han selv bukkede under for politiets. Og Danmark vågnede op til en uigenkaldeligt forandret virkelighed.
Terroren blev konkret, truslen materialiserede sig. Og den vil være hos os længe endnu. Mens dette skrives, planlægges nye islamistiske terrorangreb. Virkeligheden er nu den, at vi må imødese, at der kommer nye anslag. Det er ikke et spørgsmål om det sker. Kun om hvornår og hvor. For nok er jihad-islamismen en ideologi for tabere, der ikke erkender deres nederlag. Men for hver ny omdrejning i selvmordsspiralen drager taberideologien ny og giftig næring gennem udbredelse af kollektiviseret had. Terroristerne forestiller sig, at de er løver, og at de udmærker sig ærefuldt ved at slå forsvarsløse civile ihjel. De og deres sympatisører er det modsatte: æreløse, kujoner og svæklinge, der ikke magter at duellere på ord og argumenter. Der ikke vover at gå ind i det frihedens rum, hvor alt kan siges.
Tre mennesker mistede livet 14. og 15. februar 2015. SPOTs redaktion hylder og ærer mindet om Finn Nørgaard og Dan Uzan, og vi udtrykker vores medfølelse med deres efterladte. De fik begge en død, man må kalde heroisk. Ved resolut og modig optræden over for gerningsmanden hindrede begge, at flere blev dræbt.
Omar er væk for bestandig. De, som radikaliserede ham, er her stadig, og må formodes i fuld færd med at radikalisere andre som Omar. Det er menneskeligt umuligt at mobilisere nogen medfølelse med den opfanatiserede morder, som Omar blev. Det er højst muligt at føle medfølelse med den mand Omar var, før hans livsbane blev knækket; før hans fremmedgørelse førte ham selv og hans ofre ud i undergang. Og det er helt umuligt at føle andet end den dybeste foragt for hans perverterede åndelige bagmænd, der gav ham det sidste stød ud i mørket.
Mørket findes. Og alle må spørge, hvad vi kan gøre for at det ikke breder sig. Det er spørgsmål, det danske samfund allerede stiller: Hvordan bryder vi den negative sociale arv? Hvordan giver vi medborgerlig anerkendelse til ghettoiserede minoritetsunge? Hvordan modvirker vi, at de opbygger en destruktiv identitet som modborgere?
Selvfølgelig skal vi være empatiske og række ud, men det rækker ikke hele vejen. Der er også grænser, for hvor megen omsorgsdragende offerretorik vi kan omspænde de utilpassede med. Problemet med udenforskab og islamisk radikalisme løses ikke kun med flere streetbasketball-baner, mere SSP-samarbejde og endnu mere, endnu blødere socialpædagogik.
Sandheden er, at der i muslimsk dominerede indvandrerenklaver findes stærke kræfter, der ansporer utilpassede til at føle had mod det samfund, de vokser op i – og som de i vid udstrækning forsørges af, uden at dette udløser større taknemmelighed. Uviljen mod at integrere sig findes i familier og nærmiljøer. Og i hele den sociale kontrol, der gennemtrænger ghettolivsformen. En destruktiv dynamik bliver resultatet: Jo mere de unge kommer på kant med samfundet, jo mere voldsparat og uopdragent de opfører sig, jo mindre vil samfundet vide af dem. Og er marginaliseringen først total, bliver de et alt for let bytte for de hadprædikanter, der vil hverve dem til at bekrige det større fællesskab, de har fravalgt.
Skal den onde cirkel mellem social udstødelse og selv-segregation brydes, må der mentalitetsændringer til i de selvforskansende indvandrermiljøer. Det er nødvendigt at ville det større fællesskab og at vise det aktivt! Ligesom vi andre viser bedre, at vi gerne vil dem, hvis vi sparer lidt på offerdyrkelse, stakkelretorik, umyndiggørelse og de lave forventningers racisme. Skrappere krav skal stilles. Og skrappere sanktioner blive konsekvensen af ikke at opfylde dem.
Mest kvalmefremkaldende i året, der er gået, siden terroren ramte, har det været, at den konkretiserede gru ikke formåede at rokke én hjernecelle i segmentet af meningsmagere, der mener, at ‘vi’ på en eller anden måde ‘fortjente den’. Den victim blaming-disciplin, som Uffe Ellemann-Jensen indledte over for år tilbage – »Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet« – blev straks taget op af nye kollaboratører. Med til at efterrationalisere, naturliggøre, forstå og i sidste ende give efter for volden var blandt andre teaterchef Jon Stephensen, eksminister Birthe Rønn-Hornbech, bekvemmelighedsmoralist Carsten Jensen, det litterære koryfæhoved, Suzanne Brøgger, den senilradikale Sven Skovmand, ligegyldighedsspin-kommentatoren Peter Mogensen og lignende blinde og døve, der tog på sig at delegitimere ofre og derigennem legitimere voldsmænd. Og gjorde det ved at reducere en fuldt lovlig brug af ytrings- og forsamlingsfrihed til et nøje kalkuleret provokationsnummer, hvis virkelige sigte var at fremkalde netop den reaktion, som voldsmændene udløste. Mellem disse tonekunstnertåber og voldsmændene består der en objektiv alliance. Og til alle, der vover sig ud i dén slags forsvar er der kun at sige: »I har blod på hænderne«.
