Von Trier har ellers haft karantæne fra filmfestivalen i det sydfranske, siden han ved pressevisningen af sin film i 2011 udtalte, at han ikke bare forstod Adolf Hitler – det tyvende århundredes største forbryder, som sendte seks millioner jøder i døden – men også sympatiserede med ham en BITTE lille smule. Von Trier havde desværre i et øjebliks uopmærksomhed forvekslet et lille lukket middagsselskab blandt nære venner – som måske ville kunne have forstået nuancerne og de underforståede ironier og forbehold i en sådan udtalelse – med verdenspressen og hele det internationale samfund, ligesom han i sin kunst jævnt hen forveksler sine films moralsk set letantændelige publikum med fuldvoksne tænksomme mennesker med god dømmekraft. I hvert fald var von Triers tilstedeværelse ved den efterfølgende reception med kort armslængdeafstand fra kanapéfadene uønsket, og lige siden har Dreyers ætling været persona non grata i filmbyen på den franske riviera.
Når Von Trier nu forsigtigt indlemmes i det gode selskab igen, sker det kun trinvist, ét slusekammer ad gangen, da von Trier stadig befinder sig i et moralsk halfway house i forhold til hovedkonkurrencens filmmagere, som nok kan begå sig på baggrund af mere fordøjelige film. Fx er von Triers nyeste film ikke med i konkurrencen om hverken palmer eller speciel omtale, ligesom von Triers kontrafej i Cannes kun vises i stillbilleder og uden pressekonference. Hensigten er at begrænse og inddæmme den potentielle skade ved at lade von Trier optræde i fri dressur i realtid. Skulle nogen alligevel have mundaflæst ham live med en langdistancekikkert, kan man nå at bedøve ham med æter og kaste læsket kalk på hans eventuelle uhensigtsmæssige udtalelser, før de kommer til citat – eller prøve på det.
Dét taget i betragtning er det nemlig så meget desto mere overraskende, at det allerede er lykkedes von Trier at bekende sit eget nærmest totale personsammenfald med sin nye kvindehadende seriemorder-hovedperson – som dog ikke er uden æstetisk raffinement i udførelsen af mordene – foruden at medbringe selve ‘Hitler’ til Cannes i skikkelse af Der Untergang-skuespilleren Bruno Ganz, samt at meddele journalister, at hans egne første mordofre nok vil blive … journalister. Det forlyder også, at selve filmen, The House That Jack Built, har SÅ foruroligende lille et sammenfald med Disney koncernens menneskevenlige, opbyggelige og letfordøjelige moralisme, at pæne borgere nødvendigvis måtte udvandre i hobetal for at beskytte sig selv mod uforudsigelig ubehagelig intellektuel og æstetisk udfordring.
LARS VON TIRRER IS BACK IN TOWN.
