Kort før påske meddelte Københavns kultur- og fritidsborgmester, den meget Alternative Niko Grünfeld, at han havde fundet løsningen på, at der er så høj forekomst af generthed netop blandt piger af anden etnisk herkomst end dansk. Han tømmer simpelthen de kommunale svømmehaller for hankønsvæsner, hvorved de extraordinært generte etniske piger kan komme i klorpølen uden dikkedarer. »Fællesskabet i hovedstadens sportsliv er for alle,« bedyrer borgmester Grünfeld begejstret, »og derfor skal de muslimske piger svømme helt alene, komplet adskilt fra andre borgere. De er noget for sig og skal derfor svømme for sig!« Grünfeld forklarer ivrigt, at de muslimske piger bliver nøjagtig lige så våde af svømmehallens kommunale vand som andre københavnerpiger og -drenge – bare ikke samtidigt. »Det er fordi vi er så Alternative og tænker ud af boksen, at vi ligesom går ind og rokker ved nogle fastlåste forestillinger om, at fællesskaber handler om at være fælles, og at segregering og samling er hinandens modsætninger. Vi tror på, at segregering er vejen til samling, og at forskelsbehandling er en form for mangfoldighed, du endnu ikke har åbnet dit xenofobiske hjerte for,« uddyber kulturborgmesteren. Adspurgt om han med sit tiltag ikke laver knæfald for patriarkalsk kultur og religiøs fundamentalisme, svarer borgmesteren: »Nej, for det har intet med kultur eller religion at gøre. Piger med anden etnisk herkomst er bare født mere generte end gammeldanske piger.« Ironisk nok er sagen alligevel kommet til at handle om kultur, omend i form af kulturel appropriation. Irans præsident, Hassan Rouhani, har nemlig onsdag efter påske stævnet borgmester Niko Grünfeld for brud på kulturelle ejendomsrettigheder på vegne af det iranske regime: »Kønsopdelt svømning er slet ikke en dansk tradition fra det 21. århundrede, som en Alternativ borgmester selv er kommet på,« lyder begrundelsen i stævningen, som fortsætter: »Allerede i 1979 indførte ayatollah Khomeini kønssegregeret svømning i Iran, fordi samtlige landets piger og kvinder i løbet af få måneder i foråret 1979 pludseligt udviste en voldsom og omsiggribende generthed, som vi simpelthen følte os nødsaget til at måtte imødekomme fra det politiske regimes hold.« Stævningen slutter med at påpege, at regimet er dybt krænket over, at danske politikere uden videre approprierer den iranske kultur med at imødekomme kvinders pludseligt opståede generthed helt uden at anerkende og eksplicit titulere, hvor denne kulturelle imødekommenhed over for kvindelig blufærdighed faktisk kommer fra.