Det meget seriøse forlag, VANDKUNSTEN, har lavet en ‘Litterær Kattekalender’, med sjove fotos af katte og kloge katte-citater af anerkendte forfattere.
SPOT går skridtet videre og har fået en stribe fremtrædende kunst-katte til at vise deres yndlingsværk frem.
Den første kunstner SPOT besøger er den kendte provo-kat, Felix Marco Neverresisti, som forklarer om værket ‘Grabbed by the Pussy?’:
– Det er en klassiker, der forener individets eksistentielle behov med popkulturens underholdende kvaliteter.
I Svendborg havde den berømte og anonyme gadekunst-kat, HuskMisNavn inviteret til en performance, hvor kunst-katten ville frembringe et værk på stedet.
Foran den internationale kunstelite frembragte gadekunstkatten (kun iført sort hætte) på bare 4 minutter et værk af stor styrke og klarhed.
Da SPOT bad kunstneren kommentere sit værk udtaler HuskMisNavn:
– Kunst skal opleves ikke forklares.
SPOT vil følge andre spændende kunst-katte i de kommende numre af SPOT.