Da mennesket lærte at tæmme ilden, for langt over 500.000 år siden, var det et af menneskehedens helt store skridt fremad. Ja, større end opfindelsen af både ostehøvlen og internettet til sammen. Nu, mange år efter, er det gået op for de danske politikere, at her kan pålægges en afgift. Tankegangen er logisk nok: Brænder du tobak af, betales en masse skatter og afgifter, ja, du betaler til kampagner mod selve tobaksrygningen. Hvorfor skal de, der bruger flere tons brænde, ikke gøre det samme? Vi ser frem til store landsdækkende kampagner mod spejderbål og brand i kakkelovnen.