En ny erkendelse – eller rettere en ny anerkendelse – er blevet født på den danske venstrefløj! Ledende SFere som Pia Olsen Dyhr anerkender nu åbent, at seksuelle overgreb som dem i Köln også har noget at gøre med det forstokkede, patriarkalske kvindesyn, som nogle flygtninge medbringer som en del af deres kulturelle bagage.
Man kunne mene, at SFerne burde have anerkendt dette for længe siden, men som mennesket Dyhr selv siger, så har mange på venstrefløjen frygtet at blive kaldt racister af deres egne eller at blive beskyldt for at gå højrefløjens ærinde. Sådan har venstrefløjen længe spændt ben for sig selv og udstødt mange af dens bedste hoveder.
Men nu er der tilsyneladende nye tider på vej på den danske venstrefløj, og der er god evidens for, at mennesket Dyhr faktisk har ret. I World Economic Forums omfattende Global Gender Gap Report fra 2014 er der således ikke et eneste arabisk land blandt de hundred bedst placerede lande. Omvendt indtager de fem nordiske lande de fem højeste placeringer. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi lever i det forjættede land! Der sker også grusomme overgreb på kvinder i de nordiske lande, og de skal selvfølgelig tages dybt alvorligt. Men der er også veldokumenterede forskelle på kvinders vilkår i de arabiske og de nordiske lande.
I Global Gender Gap Report kommer Marokko, som ellers ofte bliver rost for sin angiveligt ‘progressive’ familielov, ind på en 130. plads ud af 142 lande. Den absolutte bundskraber er Yemen, hvor 49 procent af kvinderne er analfabeter, hvor 59 procent står uden for arbejdsmarkedet, og hvor der kun er 1 kvinde i parlamentet. Om de miserable vilkår for kvinder i Yemen skriver den ægyptiske feminist Mona Eltahawy i bogen Jomfruhinder og hijab (2015):
»De gruopvækkende historier om otteårige piger, som dør på deres ‘bryllupsnat’, efter at være blevet gift med langt ældre mænd, har ikke stoppet flodbølgen af børneægteskaber der. Der er tværtimod flere demonstrationer til støtte for børneægteskaber, end der er imod, og de gejstlige udtaler, at modstandere af statsgodkendt pædofili er frafaldne, fordi profeten Muhammed, ifølge dem, blev gift med sin anden kone, Aisha, da hun var barn«.
I vores egen verdensdel har vi også været vidne til, at gejstlige systematisk har begået seksuelle overgreb på børn. I 2010 kom det frem, at katolske præster i årevis har misbrugt drengebørn seksuelt, og at den katolske kirke tilmed har dækket over denne forkvaklede og forkvaklende kultur. Betyder det så blot, at der findes nogle enkelte perverse stoddere blandt såvel muslimske som kristne gejstlige? Eller har det også noget med institutionaliseret religion at gøre? Kan det tænkes, at den magt, som religiøse ledere besidder, er for nem at misbruge? Kan det tænkes, at streng religiøs seksualmoral – som f.eks. krav om cølibat eller forbud imod at give hånd til kvinder – er en grobund for perversion af menneskets naturlige seksualitet? Kan det tænkes, at religionernes tankegods siver ind i kulturerne og bliver en del af folks identitet og således – i udvandet form – påvirker selv ikke-troende mennesker?
Nu hvor flertallet har anerkendt, at begivenhederne i Köln også har noget med kultur at gøre, er det tid til at spørge, om det ikke også har noget med religion at gøre? Eller rettere om det ikke kan skyldes en farlig cocktail af religion og kultur? Lytter vi til feminister som Mona Eltahawy, så er det netop sådan en cocktail, der er årsag til, at kvinder bliver systematisk undertrykt i alle arabiske lande – og at en FN-undersøgelse i 2013 viste, at hele 99,3 procent af de ægyptiske kvinder oplever at blive seksuelt chikaneret på gaden.
