Tegning: Stine Spedsbjerg

Dejlig er jorden (for mænd)

29. november 2017 / SPOT 12, 2017 / Vi på Spot har fået nallerne i redaktørens noter til det planlagte sangehæfte ‘Julens sange – renset for jeres sexistiske pis’ fra Center for Gider I Ikke Godt Stoppe Og Indse At Mandschauvinisme Er Alle Steder. Hæftet blev droppet efter en dramatisk proces.

Højt fra træets grønne top 

Det anbefales at skifte Sine, Peter, Anna, Henrik, William, Hanne og Lotte ud med Kim, Charlie, Gerd, Kris, Nor, Toni og Rene.
En del af sidste vers omskrives helt:

Børn, nu er jeg blevet træt,
og I får ej mere,
Den som melder sig efter fairness-princippet er i køkkenet,
nu skal hen traktere.
Derfor får hen denne portemonnæ,
løft engang, hvor den er tung uanset kønsbestemt muskelmasse

loftet sidder nissen

Nissefar som lille hidsigprop er en
skadelig maskulin stereotyp, lav
om til lille men prægtig danser.

Det kimer nu til julefest

Udeluk alt Grundtvig efter dette uhyggelige og truende manifest

Nu kom han, patriarkers håb,
med flammeord og himmeldåb

Sikken voldsomt trængsel og alarm

Peter Fabers klassiker indenfor grænseoverskridende adfærd og alderfascisme bør også droppes helt.

Unge pige, lad os lege skjul,
giv mig kun et kys, det er jo jul

Kimer, I klokker

er ok. Endelig én.

Barn Jesus i en krybbe lå

Kan reddes ved at ændre han til hen.
Husker ikke på stående fod, om vi er for eller imod dyrs ret til at blive opfattet som seksuelle væsner???

Bjældeklang

er ok. Jeg er lettet.

Et barn er født i Bethlehem

Ændre ‘sad i løn’ til ‘sad med velfortjent løn’

Nogen har sat Baby it’s cold outside på inde ved siden af, undersøg om vi har tilsvarende julesange om date-rape?
Det bliver bare ved og ved. Herrens dit, herrens dat. Hans magt. Hans alting, mand. Op i røven.
Findes der virkelig ingen julehyldest eller bare mention til en kvinde, der ikke handler om fødsel, kys eller rengøring?
BARE ÉN FOR HELVEDES???

Jeg giver op!
FUCK DET
JULEPIS!

© SPOT og Stine Spedsbjerg

Abonnér på nyhedsmail