Mennesket skuffer

23. januar 2016 / SPOT 1, 2016

Tekst af Jens Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt

Tegning: Annette Carlsen

Efter at 800 bøller fra den tyske organisation PEGIDA har kastet flasker og sloges med politiet i Köln, udtaler Lola Olsen fra Dansk Damesamfund:

»Jeg synes det er helt irrelevant, at folk fremhæver, at de demonstranter måske har en højreorienteret baggrund. Det kunne lige så godt være sket ved en venstreorientret demonstration herhjemme, det har vi ofte set. Nej, det er kun noget folk siger for at få lejlighed til at diffamere den fredelige højrefløj. Vi må forstå, at det er patriarkatet som sådan, det er galt med - det er jo altid hvide mænd, der demonstrerer.«

Hertil udtaler Herbert von Möhlposen fra Dansk Herre- og billardunion, at det er en helt unødig og stødende detaljeringsgrad, som Lola Olsen fra Damesamfundet geråder i ved sin beskrivelse af optøjerne. 

»Ganske vist var det mænd, der stod bag overfaldene, men først og fremmest er det mennesker som sådan, der ikke kan forliges. Og det er dette mere generelle antropocentriske fremfor det genocentriske, som Damesamfundet burde rette sin opmærksomhed mod. Herrer og Damer bør gøre fælles sag. Vi kan måske beklage at mennesker er sådan, som de desværre endnu engang har vist sig at være i Köln, og måske lære noget af dyrene eller påskønne julefreden i længere tid, for varer den ikke helt til påske? Det burde den i hvert fald have gjort, men endnu engang har mennesket skuffet os,« afslutter von Möhlposen.

© SPOT, Jens Martin Eriksen, Frederik Stjernfelt og Annette Carlsen

Abonnér på nyhedsmail