Jamen paragraf 77 i den danske grundlov garanterer da ytringsfrihed, vil nogen sige. Man bliver ikke dræbt, parteret og sat på hjul og stejle nede på Nytorv mere, hvis man begår blasfemi. Man får heller ikke mere skåret tungen ud, hvis man siger noget, der fornærmer Gud.
Sådan var det engang, men sådan er det ikke mere. Nu garanterer staten tværtimod retten til ytringsfrihed, og man kan højest få en lille bitte bøde eller blive fængslet nogle måneder, hvis man siger eller skriver noget blasfemisk.
I straffelovens paragraf 140 hedder det; ”Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.” Men alle ved, at paragraffen kun er til pynt derved at den skal sikre, at Danmark ikke kommer under pres fra diktaturer i FN systemet til netop at indføre en skrappere paragraf og stille skærpede krav til strafferammen for den. Ingen kan længere huske nogen, der er blevet dømt efter blasfemiparagraffen, og heller ikke Jyllands-Posten blev dømt for bladets Muhammedtegninger.
Jamen, hvorfor er der så ikke straks nogle nye Muhammedtegninger i SPOT der er blevet en slags moderne jernbyrd for, om man har modet til at gøre det forbudte? Det er fordi paragraf 77 i Grundloven forudsætter nogle betingelser, som ikke længere er til stede. Og de er heller ikke til stede i andre lande, bl.a. Frankrig, hvor spottefuglene på Charlie Hebdo blev skudt ned i januar. Man skulle næsten tro, at det ville have fået det danske politi og danske politikere til at vågne op, og sikre mødet i Krudttønden, der også handlede om retten til at spotte. Men som bekendt sad politiet dér begravet i deres citronmåner med ryggen til vinduerne under angrebet, og resten er nu historie.
Om aftenen blev de to danske betjente ved synagogen så forskrækkede over at nogen rent faktisk kunne finde på at skyde, at de begge to gik på røven. Den ene tabte sin maskinpistol, som gik i stykker. Den anden løb sin vej hen mod Fiolstræde, bort fra attentatmanden. Måske fik han så bondeanger, for han vendte om og løb hen mod den nedskudte vagtmand og kiggede op af Peder Huitfeldsgade efter attentatmanden.
Det virker som en scene fra Andeby i panik, og denne korte reportage kunne for så vidt have stået i Andeby Tidende. Men den illustrerer også noget i virkeligheden i København og i Paris og andre steder udenfor Andeby: At de betingelser hvor under grundlove garanterer privilegiet ytringsfrihed til landets borgere ikke længere er til stede. For de forudsætninger, der tages for givet når staten garanterer en sådan frihed til den enkelte er, at staten med dens voldsapparater er i stand til at kontrollere dens eget territorium og således forhindre, at fremmede magter eller fremmede organisationer blander sig og forhindrer landets borgere i at udøve den ytringsfrihed de har, på den måde, som de hver i sær finder rigtigt indenfor lovens øvrige rammer.
Men den danske stat har mistet suverænitet når det kommer til at garantere borgernes ret til religionskritik i forhold til islam og profeten – til at spotte og lave satire. Her er det yderst troværdige trusler, der har erstattet paragraf 77 i Grundloven på dette enkle område. Her er den danske grundlov blevet kidnappet af fremmede magter. Det kan man så mene er ligegyldigt, for man er ikke selv engageret i islamisk religionsatire. Men denne undtagelse fra Grundlovens paragraf 77 angår da i givet fald kun de borgere, der finder islamisk religionsatire rigtig og sand. Og det er derfor, der ikke er nogen Muhammedtegninger.
Tegningerne behøver end ikke at være spottende. Det er nok de henviser til, at figuren, helt uanset hvordan den ser ud, hævdes at være Profeten Muhammed. Det kan være en tændstikmand, som man hævder er profeten. Det kan for så vidt bare være en tændstik eller en prik, og hvor tegneren hævder at det er Muhammed set langvejsfra. Eller det kan være den norske satiretegning, hvor man ser en mand stå foran en ubeskrevet tavle og hævde, at han har tegnet Muhammed – men at han også har visket ham ud igen! Så har man overtrådt islamiske blasfemilove og er hjemfalden til straf i henhold til islamiske straffelove. Og det er derfor, der ikke er nogen Muhammedtegninger.
Islamisk religionsatire bør stå direkte til diskussion, men lad os for Guds skyld blive skånet for endnu een i rækken af bevidstløse replika med en muhammedtegning, som ikke engang er morsom, og som kun tjener til at udløse endnu et forudsigeligt voldsangreb. Som om dette grusomhedens teater på pædagogisk vis skal få os til at forstå, at grundloven og konstitutioner alle steder er kidnappet af islamiske blasfemilove. Men det behøver vi ikke flere døde tegnere for at forstå. Det har vi lært fra Paris og København. Nu bør vi diskutere direkte hvad der kan gøres for at fjerne dette stykke undtagelseslovgivning, som det de facto er, og hvordan man kan forhindre voldsmænd i at nedlægge veto mod ytringsfriheden.
JME
