Syndfloder af nationalpopulistisk lort

14. marts 2016 / SPOT 5, 2016 / De har meget til fælles, de to underudrustede bøller på forsiden af dette SPOT-nummer. De er begge magtmennesker, der taler til de laveste instinkter hos ydmygede småkårsfolk, over for hvem de udsteder falske løfter om at genrejse national storhed. De lider begge af narcissistiske personlighedsforstyrrelser, antiintellektualisme og tilbøjelighed for aggressiv macho-retorik.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Jens Hage

Donald Trump vil forbyde muslimer indrejse i USA, som om det kunne lade sig gøre. Vladimir Putin lader oppositionelle figurer myrde. Det sidste nænner Trump ikke at kritisere. »Our country does a lot of killing also,« sagde han i et interview på MSNBC. Trump lovpriser Ruslands katastrofale intervention til fordel for Syriens Assadregime, anerkender russisk annektering af Krim og glæder sig til at samarbejde med den russiske præsident, skulle han selv blive ny præsident.  Sympatien er så gengældt, at der spekuleres i en bromance, en homoerotisk tiltrækning, mellem byggematador-præsidentprætendenten og Kremls stærke mand. Ingen tvivl om, at Trump er Kremls  kandidat. »Mr. Trump er en meget intelligent og talentfuld mand,« slesker den russiske lillefar.

Trump og Putin har en inspirationskilde i skikkelse af endnu en bemærkelsesværdig undermåler, nemlig den tidligere italienske ministerpræsident Silvio Berlusconi, hvis teknik begge har annammet. Det betyder intet, hvad man siger på tv. Ingen kan alligevel huske det, og ingen vil holde en op på det. Hvad der er sandhed og løgn, er uvæsentligt i den postfaktuelle virkelighed. Det eneste, der betyder noget er graden af karisma og chutzpah hos den populistfabulant, der taler. Populisme er det perfekte medium for den, der forstår at betjene sig af den uden skånsel.

Trump og Putin er tidstypiske. Der er andre  folkeforførere, fra Tyrkiets Erdogan til Ungarns Orbán. Trumps indvandrerfjendske retorik finder genklang hos Europas fremgangsrige højrepopulistiske partier, senest i Tyskland, hvor Frauke Petrys ADF fik næsten hver fjerde stemme i Sachsen-Anhalt. Også disse søger at sprede panik, bejle til de frygtsomme og promovere aggressiv nationalisme. Fælles for de populistiske strategier er den foregøglede identifikation med nationens såkaldte sande folk. Populister føler sig undertrykt af en verdensfjern elite og belejret af indre og ydre fjender og af invaderende horder, der vil true det sande folks livsform, tage deres jobs og nedbryde deres velfærd.

Den nationalpopulistiske vision er løgn og symptom. Løgn, fordi der i en globaliseret verden med migrantstrømme ikke findes en vej tilbage til en tryggere fortid, da nationale værdier blev artikuleret af en stærk og folkekær leder, og verden udenfor var ligegyldig. De nye deterritoraliserede magtkoncentrationer, som globaliseringen har skabt i form af multinationale selskaber og overstatslige institutioner, stiller os over for demokratiske udfordringer, men disse kan ikke imødegås af svindlere, der poserer som de frygtsomme og betrængtes ven – uden at have andet at byde på en genopfindelse af reaktionær politik.

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Jens Hage

Abonnér på nyhedsmail