Med et fingerknips forsvandt den helt særlige form for folkestyre, hvor parlamentarikere ud fra et folkeligt mandat satte sig sammen med respekt for hver sit ideologiske ståsted og skabte visionære, praktiske løsninger på udfordringerne. Nu handlede det ikke om at skabe et godt land, men om at sikre en mand den statsministerpost, han så brændende havde ønsket sig, lige siden han kom ind fra landet og på katedralskolen til sin skræk opdagede, at livet havde nuancer. De skulle væk. Og det skulle bare være nu, koste hvad det ville.
Samtaledemokratiet blev låst inde i en mørk kælder og erstattet af Kontraktpolitikken. Et skattestop var nemt at forstå. Nemt at love, nemt at indføre. Goldt, dumt og fuldstændigt ubrugeligt som finanspolitisk værktøj – men nemt at forstå.
Samtidig kunne vælgerne også gennem det lille glughul i celledøren se, hvordan et frodigt politisk landskab med allehånde idéer og visioner om det gode liv, blev erstattet af en stupid, bipolær boksekamp mellem to blokke. Og som om det ikke var nok, så havde uduelige mediechefer op gennem halvfemserne smadret deres forretninger så godt og grundigt, at eneste mulighed for overlevelse var at erstatte stolte, publicistiske traditioner med uhæderlig dramaturgi. Der fandtes nu kun røde og blå modstandere, måtte man forstå. Hvem vinder?! Følg med i det storslåede brag af en kamp! Klik nu!! Klik nu!!! Lad være med at tænke, bare klik nu!!! Klik så på det link, for helvede, så vi kan få lidt begravelseshjælp i vores slunkne kasser!
Det er der nogen, der har besluttet at gøre noget ved. Paradoksalt nok er det indtil videre kun de to mest perifere partier i Folketinget, først Alternativet og nu også Enhedslisten, der har mandsmod nok til at kæmpe for at få politikken ud af fangehullet og tilbage i det frugtbare forhandlingslokale. Men endnu mere paradoksalt er det at se, hvordan det ikke udløser andet end en blanding af rødt raseri og blålilla bodegavitser i vælgerhavet. Og selv nogle af de politikere, der før tog en tjans for fællesskabet og traditionen ved at stille deres politiske håndværk til rådighed for brede forlig, er nu blot et korps af sørgeligt saftspændte kommentatorkroppe, hvis eneste ydelse til fædrelandet består af uartikulerede pruttelyde og foragt.
Vi har lige nu en politisk tilstand i Danmark, hvor et stort flertal af befolkningen hvæser og skriger for at få lov til at blive i fangehullet. Hvor de slår og sparker på dem, der forsøger at befri dem fra lænkerne.
Det er så sørgeligt, at SPOT næsten ikke engang kan se det sjove i det. Men også kun næsten.
God fornøjelse med dette spæde sommernummer!
