Lovprisning af en white nigger

14. juni 2018 / SPOT 8, 2018 / Søster Nielsens tour de force af et soloshow i maj, med ekstraforestillinger i juni, fortjener applaus, skønt med forsinkelse.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Tegning: Annette Carlsen

Stykket var skøn og brutal masochisme for farveblinde med hidsig iscene-sættelse af hvid skyld, sort nihilisme, blå øjne og chokoladebrun forløsning. Black Madonna/White Nigger handler om den hvide aktivistkvinde, der tror sig sort, og hvis verden falder sammen, da sandheden kommer frem. Det udmunder i de mareridt om racekrig, der  hjemsøger tidens racistiske antiracister som fortrængte og forbudte fantasmer; de roller, som allerede var forudset i manus. Cadeau skal Søster ikke bare have for sin ekstremperformance, men også for stykkets anden akt, en happening, der udspillede sig med stor forudsigelighed, da ’antiracister’ overmalede ordet ‘nigger’ på plakaten, og da en amerikansk akademiker fastslog som ’videnskabelig sandhed’, at Nielsen havde gjort sig skyld i en racistisk voldshandling ved at koncipere og opføre et sådant værk. Da kort og godt de selvbestaltede identitetsfetichister påtog sig at spille de roller som ideologiske kommissærer, som var de allerede forudset i manus, og hengav sig til deres sædvanlige aflirede fraser om ‘voldelige strukturer’ og ‘hvide privilegier’. Lige dér fik vi afsløret, at antiracisme i dag ikke handler om at bekæmpe faktisk og konkret diskrimination, men om at føre sig frem som de moralsk selvgode vogtere af en idelogisk sandhed om identitetsforskelle og hvordan de skal politiseres. Åbenbart kan den sandhed i dag ikke udfordres uden at fremkalde hysteri. Just dette viste stykkets ufrivillige anden akt.

© SPOT, Niels Ivar Larsen og Annette Carlsen

Abonnér på nyhedsmail