I måneder havde Theresa May forsikret om, at nyvalg ville hun da under ingen omstændigheder afholde. Men fristelsen blev for stor. Samtlige opinionsmålinger spåede hende et kæmpeforspring over et underdrejet Labour, der syntes på sikker kurs mod nedsmeltning. Mays føring over Corbyn var på ikke mindre end 24 procentpoints. Den var hjemme, det kunne ikke glippe. May gik efter at udbygge det konservatives smalle flertal i House of Commons for ad den vej at skaffe sig et styrket folkeligt mandat til at forhandle britisk udtræden af EU efter sit helt eget hoved.
Dagen før afstemningen er alt forandret. I de britiske toryers kreds hersker der nervøsitet for ikke at sige panik. Forspringet er smuldret væk. Der tegner sig i nogle målinger et parlament uden noget klart regeringsdueligt flertal, et såkaldt hængt parlament. I andre målinger kan Labour endog vinde regeringsmagten. De konservative står næsten helt sikkert til tilbagegang. Det kan dermed konkluderes, at May har forregnet sig i sin taktiske kalkule og dermed ser lige så dum ud som sin forgænger Cameron, der satte alt på et bræt for at stække EU-modstanderne på de indre linjer i sikker forvisning om, at briterne da selvfølgelig ville stemme for EU-forbliven. Bag West-ministers tykke murer mumles der allerede om, hvem der skal afløse May efter den forventelige folkelige desavouering.
Theresa May førte en elendig og uinspireret valgkamp, fuld af frasemageri. Når journalister spurgte i øst, svarede hun i vest. Iagttagere kaldte hende en May-bot – i den grad lignede hun en mekanisk dukke, der kun kunne plapre og aflire hule ord. De konservative satsning på at gøre valget til et præsidentvalg og bygge hele kampagnen op om May gav bagslag. Med et valgprogram fattigt på konkret indhold foretrak de konservative at falde over den skikkelige, men lidet imponerende Jeremy Corbyn, der er som snydt ud af næsen på den samfundsfagslærer, mange vil huske fra deres gymnasietid. Privat udtaler unavngivne konservative partispidser til britiske medier, at uden Corbyn som modkandidat, ville toryerne helt sikkert lide et kæmpenederlag.
Strong and stable lyder det konservative valgmotto, hvilket det klinger som en dårlig vittighed, hvis det er May, der menes. Den britiske premierminister har et sådant ry for at omgøre trufne beslutninger eller ændre mening i centrale spørgsmål, hvis hun presses af kritiske medier eller konservative backbenchers, at hun har fået tilnavnet U-Turn-May. Et yderligere udtryk for Mays svaghed er, at hun ikke har villet mødes med Corbyn i en direkte tv-valgduel. Altså måtte der holdes partilederrunde med alle de andre kandidater uden May, hvis forklaring på fraværet var aldeles henrivende: Modsat Corbyn ville hun hellere koncentrere sin energi om de forestående Brexit-forhandlinger med EU. Men det var jo May, der valgte at pille otte kostbare uger ud af sin kalender for at afholde nyvalg. På de sociale medier var de færreste briter i tvivl: Mays arrogance blev kun overgået af hendes fejhed. Den britiske premierminister redder sig næppe ud af den suppedas, hun har anbragt sig selv i. Hvad hun med dette valg ser ud til at opnå, er det stik modsatte af, hvad hun tilsigtede. Og de valgtrætte briter kan med god grund spørge sig selv, hvorfor de absolut skulle hales til stemmeurnerne denne 8. juni. Som folkeviddet allerede har konstateret: June will bring the end of May.
