Transatlantisk bromance endte som spil for galleriet

1. maj 2018 / SPOT 6, 2018 / LEDER / De havde begge gaver med over Atlanten: Macron medbragte et ungt sten-egetræ fra en gammel slagmark i Aisne, hvor tusinder af amerikanske soldater måtte lade livet under Første Verdenskrig til udplantning på plænen foran Det Hvide Hus. Angela Merkel overrakte på sin side ‘Manden, Der Aldrig Smiler’ et kobberstik fra Rheinland-Pfalz, hvor Drumpferne, Trumps forfædre, engang levede under ydmyge kår. Det var samlet set en vældig beundringsværdig diplomatisk charmeoffensiv fra det gamle Europa.

Tekst af Niels Ivar Larsen

Fascinerende var jo især den franske visit på grund af dens mange og påfaldende kropsproglige, ja næsten intime udtryk. Foran kameraerne befølte og berørte de to mænd hinanden. Demonstrativt hjerteligt, men også forkrampet og akavet, ja til tider passivt-aggressivt. Med strømmen af kindkys, krammere og håndtryk blev dog udstillet den gunstigere personlige kemi, som er vokset frem mellem Frankrigs og USA’s præsident (mens Merkel også ved denne gang fik kolde skuldre og bortvendte blikke fra USA’s ‘stabile geni’). 

Som i Paris blev den obligate håndtryksduel vundet af den yngre og stærkere franskmand: Macrons fastere næve fik igen Trumps knoer til at hvidne til kapitulation. Men Trump tog frygtelig hævn i dominansspillet, da han børstede et fremmedlegeme af Macrons skulder – et påstået ‘skæl’. For at ‘gøre ham perfekt’. Denne scene vil blive stående i historien, om end Elyséepalæet bestrider, at statschefen afsondrer skæl. Den officielle linje er, at der var tale om fnug af lommeuld. 

Med overbærende mine viftede Macron den fornærmelige gestus af sig. Det er tydeligt, at han, aldersforskellen til trods, ser sig selv som den voksne i den særegne transatlantiske bromance: Han er Trumps intellektuelt overlegne rådgiver – ‘Trump-hviskeren’, der har vundet Trumps ører og fortrolighed. Macron kurtiserede Trump. Han sweettalkede ham, forsøgte at dirigere og retlede, som om Trump blot var en harmløs, forvirret ældre onkel. En fortabt amerikansk turist, der har forvildet sig ud i verdenspolitikken ved et tilfælde. 

Men amerikanske kursændringer i væsentlige spørgsmål klarede hverken Macron eller Merkel at udvirke. Macrons tale til den amerikanske kongres tog under de kurrende elskværdige toner form af utvetydig undsigelse af alt, hvad Trump står for. En kniv i ryggen på bromance-partneren. 

I Trumps univers vil der altid kun eksistere én stjerne: ham selv. USA’s præsident kan ikke nås med smiger eller bedre argumenter. Han er uden for pædagogisk rækkevidde. Trumps indfaldsvinkel til politik er at dyrke underhåndsaftaler med stærke mænd. Han er den patologiske storskryder, der ikke viger tilbage for løgn, pression og manipulation for at nå sine mål.

Trump ser verden som et nulsums-spil med kun to muligheder: Man må ydmyge andre eller udsætte sig for at blive ydmyget af dem. America First-politikken er hans forsøg på at rette op på de ydmygelser, han mener verden har tilføjet USA ved at pånøde det alt for dårlige aftaler. Men internationale aftaler, traktatlige forpligtelser eller diplomatiske spilleregler er slet ikke Trumps virkefelt. 

Velvillige iagttagere vil påstå, at der findes en udspekuleret metode bag galskaben, som endda kan give uventet bonus. Er det måske ikke lykkedes Trump at skabe et aldeles uventet tøbrud på den koreanske halvø? Og var det ikke på tide, at Amerikas NATO-partnere betalte mere til fælleskassen? 

Det første er imidlertid næsten udelukkende den moderate sydkoreanske præsidents fortjeneste. Og ved at så bare skyggen af tvivl om amerikansk forsvarsvilje over for forbundsfæller har Trump skadet sine NATO-partneres sikkerhed så kraftigt, at end ikke fordoblede militærbevillinger kan råde bod på det. Konsekvenserne af Trumps egenrådighed kan i den kommende tid blive fatale: Verdensomspændende handelskrig med global recession til følge og mere benzin på bålet i Mellemøsten, når aftalen, indgået af hans forgænger Obama, om afvikling af det iranske atomvåbenprogram, falder på gulvet, og Israel forventeligt skrider til præventive angreb. Kortsigtet, hasarderet og farlig er USA’s udenrigspolitik, så længe Trump er ved roret. Det kan hverken en charmerende Macron eller en nøgtern Merkel ændre på. Det eneste mulige gode udfald, er, at med en så utilregnelig storebror vil Europa måske omsider lære at stå på egne ben.

© SPOT og Niels Ivar Larsen

Abonnér på nyhedsmail