Spot har fået unik indsigt i (den manglende) fremtidssikring af dronningens gravmæle

2. maj 2018 / SPOT 6, 2018 / Resultatet af 15 års samarbejde mellem H.M. Dronningen og billedhugger Bjørn Nørgaard – værket ‘Sarkofag’, der skal udgøre H.M. Dronningens gravmæle, når den store triste dag oprinder – er netop blevet opstillet i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke. At værket allerede er opstillet nu, er IKKE et vink med en vognstang om, at H.K.H. Kronprinsen er ved at være overmoden til at overtage tronen.

Tekst af Katja Kvaale

Oprindeligt var det planen, at H.M. Dronningen skulle gravlægges i Exners kapel; oktagonen af rødsten, som H.M. Dronningens forældre blev stedt til hvile i, og som udgør en åben tilbygning til domkirken. »Je’ ynsker ik’ lig’ i dén pissoir!« udtalte H.K.H. Prinsgemal Henri imidlertid ved synet af den åbne røde oktagon, af hvilken grund 16 af domkirkens 40 kongelige skeletter prompte blev rykket til side i Sankt Birgittas Kapels gulv for at give plads til ham og H.M. Dronningen. 

Prinsgemalens udtalelse viste sig dog at være baseret på en forventet efterbevilling om forfremmelse til Kong Henrik, udeblivelse af hvilken forårsagede en tynd film af Prinsgemalens aske drysset rundhåndet ud over de mange flamboyante steder – såsom Bruun Rasmussens Auktionshus i Bredgade, Centralhjørnet og Bakkens Hvile – hvor Prinsgemalens kongepotentiale vitterlig blev anerkendt. Kontroltårnet i Kastrup meldte således om askeskyer i jetmotorerne i dagene efter Prinsgemalens bisættelse. Fraværet af Prinsgemalens kiste i kapellets gulv vil sandsynligvis nu udgøre en udfordring for understøttelsen og dermed balancen af sarkofagen, melder hoffet.

Nørgaard, som oprindeligt blev kendt for sine samfundsomstyrtende hestesyltninger og korsbærende nøgne kvinder i kapitalismens katedral, Børsen – har gennemgået en bemærkelsesværdig kunstnerisk udvikling, hvor han i dag primært udtrykker sig i samfundsbevarende royale medier til tocifrede millionbeløb såsom enorme gobeliner og sarkofager med behørig udlicitering af det egentligt sveddryppende slavearbejde til henholdsvis franske vævere og tjekkiske glasværksarbejdere. 

Selve sarkofagen er en kokon af tjekkisk blåt glas med guldkrymmel ovenpå; den farveglade dronning og den modne Nørgaard har fundet hinanden i en barok begejstring for gangsta-bling-bling, som giver Las Vegas baghjul. Gangsta-kokonen hviler på tre elefantfødder af tretårnet sølv monteret på tre stensøjler, som materialemæssigt symboliserer rigsfællesskabet: Grønlandsk marmor ved hovedet, færøsk basalt under fødderne og granit fra Svensk Congo (Bornholm) under den royale rumpet. Her har kunstnerparret Nørgaard-H.M. Dronningen imidlertid forregnet sig en anelse, såfremt Grønland ønsker selvstændighed. Designet er ikke fremtidssikret. Repatrieringen af den grønlandske marmor i tilfælde af selvstændighed vil sammen med prinsgemalens kistes fravær under gulvet forårsage en uhensigtsmæssig kraftig hældning af den flere tons tunge blå kokon, som vil fremstå som en giga viagra-pille klar til affyring skråt op mod roskildebispens prædikestol. Såfremt også Færøerne skulle få lyster til at styre sig selv, vil kæmpepuppen hvile alene på den bornholmske elefantfod i midten. »Det gør ingenting,« forsikrer Nørgaard som en utroværdig feberredning i telefonen fra et kunstnerrefugium ved Amalfi. »Hvis de nordatlantiske kolonier opnår selvstyre, sliber vi det sidste midterste granitben helt tyndt og afrundet forneden i en fugleagtig sekstået fod og spraylakerer det med højglans metallic, så sarkofagen sammen med den blå ellipse ovenpå i hvert fald i halvmørke vil ligne en hyldest til Arne Jacobsens smukke AJ-bord monteret med Piet Heins gråblå bordplade,« slutter Nørgaard fra Italien. 

© SPOT og Katja Kvaale

Abonnér på nyhedsmail