Brainstorm til hvordan DR sparer en femtedel


Warning: Undefined property: stdClass::$fullimage in /home/www/spotsk.dk/_includes/single.php on line 135

Tegning: Jon Skræntskov og Peter Andreas

22. marts 2018 / SPOT 4, 2018 / SPOT har fået eksklusiv indsigt i et internt referat fra et hastemøde i DR afholdt umiddelbart efter regeringens udmelding om sparekravet på 20%

Tekst af Katja Kvaale

Prices maddynasti må ikke fremover bruge ’masser af smør’. DR går fra anvendelse af Lurpaks 250 grams pakker over til de nye 200 grams pakker.

Adam Price kan fremover kun få realiseret fire ud af fem af de tv-dramaer om den forkælede kulturradikale elites møgungers navlebeskuende førsteverdensproblemer, som han forfatter.

Auktionshuset Bruun Rasmussen skal i erkendtlighed til DR indbetale et salær på 20% af det mersalg, familiefirmaet har opnået som direkte følge af det forbavsende fidele, haledikkende og luderjournalistiske serieportræt af auktionshuset produceret af DR.

Fremover må kun shetlandsponyer, islændere, muldyr og æsler tilhørende udstationerede journalisters ægtefæller flyves over Atlanten; ikke tungere pattedyr såsom fuldblodsheste.

• 100 ud af de 500 mangfoldigheds-, creative-edutainments- og overflødigheds-mellemchefer i DR frisættes og ansættes i andre komplet overflødige fedtlags-stillinger i det offentlige.

Unge, friske og begavede DR-ansatte, som kan risikere at krænke nogle krænkelsesparate, voldsparate eller på anden vis ikke sandhedsparate væsner med deres journalistiske integritet, fyres øjeblikkeligt, mens andre unge, friske, begavede DR-ansatte malkes for deres innovative påhit, før de frisættes, således at deres idéer kan udnyttes og realiseres for et pænt stykke under taksten.

De i forvejen hårdt forspændte og helt uundværlige teknikere og gulvfolk i DR skal ikke længere løbe med 40 km/timen på DRs gange men fremover sætte farten op til 50 km/timen.

Det tilstræbes, at DRs topchef, når dennes legeme er blevet fløjet på arbejde, tager metro frem for taxi fra Kastrup til DR. Dette spare-påhit er inspireret af, at DR vistnok har sin helt egen metrostation samt af, at taxiers standsmæssige topchef-ankomsts-signal skal opvejes med det faktum, at de kommer langsommere frem til lønforhandlingsmøder for topchefer end metroen.

Mediestrategi: Der skal tales meget højt og alvorligt om stort kulturtab, nationens snarlige død og mistet sammenhængskraft som følge af aflyste programmer om den kulturradikale elites forkælede børns Weltschmertz. Og tilsvarende lidt om DR topchefernes fuldkommen eksorbitante løn.

Vejrudsigten vil fremover rumme prognoser for fire, ikke fem dage. Vindstyrke og temperaturer sættes op med 20% for at bidrage til dårlige klimaforandringer mellem DRs nuværende topchefer og DRs tidligere topchef, nuværende kulturminister Mette Bock, der har vist sig at være et utaknemmeligt og glemsomt skarn trods den helt ufortjente og urimeligt store forgyldning, hun i sin tid selv fik spændt i røven ved sin egen afgang.

© SPOT, Jon Skræntskov, Peter Andreas og Katja Kvaale

DrMedier

Abonnér på nyhedsmail