Folkeformørkelse

17. april 2019 / SPOT 5, 2019 / LEDER

Tekst af Peter Andreas

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?

I Danmark har vi ikke mange katedraler, i hvert fald ikke af den slags, der kan brænde. Men derfor har vi alligevel uendeligt meget at tabe, når små mennesker med fakler, der er meget større end de kan styre, tumler rundt i demokratiet.

Når en politiker står på et ‘pressemøde’ og kalder manipulation med fakta, forvanskninger af andre politikeres holdninger, og deciderede løgne for ‘folkeoplysning’, så er man kun at sammenligne med den mest infame pyroman. Blot består den rygende ruin, der bliver tilbage, ikke af forkullede lægter og mursten, men af de sørgelige rester af de grundpiller, som et demokrati nødvendigvis må bygge på for at leve og gro.

Det var ikke alt ved Niels Frederik Severin Grundtvig, der var lige kønt at høre på. Men vi kan som danskere uomtvisteligt takke ham for at have støbt fundamentet for en attitude, en samfundsånd, der har gjort Danmark til en af de mest vellykkede livssamtaler i menneskehedens historie: Alle har ret til at tilegne sig den viden, der skal til for at blive taget alvorligt, når der skal tages beslutninger. Alle har ret til at forsøge at forstå verden, ved at lære den at kende. Og ikke mindst – alle har en pligt til at opføre sig sanddru, at skille skæg fra snot, at lade fakta skinne stærkere end mavefornemmelser over de bølgende bakker, der er vores fædreland.

Derfor var det ‘pressemøde’ ikke bare et kluntet forsøg på at vinde lidt stemmer. Det var en voldelig handling. Det var hærværk af værste skuffe mod vores samfundsstruktur. Det var afstumpet, det var perverst, det var fuldstændigt blottet for ære og værdighed. Og det nåede desværre at ødelægge meget, selvom den fremmødte presse for en gangs skyld gjorde, hvad de skulle – forsøgte at få ilden under kontrol med kritiske spørgsmål og et sjældent sammenhold om at insistere på sandheden.

Nu forestår så genopbygningen. Der må vi alle tage en tørn, for samfundsstrukturer lader sig ikke rejse ved udlicitering. SPOT vil vi fortsætte med at gøre vores for at fejre det sande og frie ord – som altid med hån, spot og latterliggørelse af den allerfineste slags. 

Den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd
til aftenstjernen slukkes.

Velkommen til SPOT nr. 5, 2019.

God rejselyst!

© SPOT og Peter Andreas

Abonnér på nyhedsmail