Islamisk Stat blev udråbt i juli 2014, da den selvbestaltede kalif Abu Bakr al-Bagdadi stod frem i Mosuls al-Nuri-moské og erklærede, at det formodede mål for alle muslimers drømme og længsler nu skulle realiseres på Jorden. Han tilbød rettroende i ummaen, det muslimske verdensfællesskab, deres egen stat, som var født med Guds velsignelse, indrettet efter Guds forskrifter og prædestineret til at underlægge sig verden. Alle var velkomne. Desværre for kaliffen afviste alle muslimer i verden hans invitation som den absurde fantasi, den var. På nær nogle få.
For tusindvis af opfanatiserede ekstremister fra lande over det meste af verden, også fra vore himmelstrøg, lod sig drage af hans lokketoner. Blandt disse også mellem 100 og 150 jihadfrivillige fra Danmark. Og på få måneder svulmede Islamisk Stats op til 100.000 krigere, deraf 6.000 fra vestlige lande. I ly af den syriske krigs kaostilstande kunne IS snart erobre et territorium så stort som Storbritannien.
Kvalmende er det, at især én faktor fik jihadkrigerne fra Danmark og andre lande til at tænde på projektet: umådelig grusomhed. Islamisk Stats hverve-videoer dvælede perverst ved halshugninger, hvor bødler som ’Jihadi John’ talte med Beatles-accent, når han snittede halsen over på gidsler klædt i orange dragt. Alene på den baggrund kan det konkluderes, at danske IS-krigere er afsporede og psykopatiske voldsromantikere.
I internetvideoer propaganderede IS for kalifatet som et vidunderligt broder- og søsterskab for en revolutionær avantgarde, der kunne opføre sig som et herrefolk, beslaglægge materielle værdier og håndhæve sharialov med den yderste brutalitet. Uislamisk adfærd blev straffet af Kalifatets moralpatruljer. Korsfæstelser og halshugninger hørte til dagens orden som straffe forordnet af Gud for forbrydelser, der kunne true den ideelle islamiske orden. Og så var der yazidiske sexslavinder, plyndringstogter og voldtægter. Den perfekte morals vogtere måtte fortjene visse privilegier.
Skal Danmark nu hjemtage de 30 overlevende ’danske’ jihadister, der ikke blot har gjort sig skyld i landsforræderi ved at kæmpe for Danmarks og Vestens fjende, men efter alt at dømme har deltaget i de krigsforbrydelser, hvis ikke forbrydelser mod menneskeheden?
Spørgsmålet er ubekvemt. Overilede hjemlige populistiske politikere nåede da også på den danske stats vegne at fralægge sig alt ansvar, før justitsminister Pape fik fastslået den juridiske realitet: Danmark kan lige så lidt nægte danske IS-krigere indrejse, som vi kan fratage dem dansk statsborgerskab, hvis det gør dem statsløse. Derudover er vi forpligtede til at yde en indsats for at efterforske og straffe krigsforbrydelser.
Hjemtager vi danske IS-krigere, udsætter vi os selv for øget terrorrisiko, især hvis de må gå fri, fordi danske domstole ikke kan løfte en bevisbyrde. Men hjemtager vi dem ikke, risikerer vi blot, at de finder tilbage til Danmark alligevel eller gør andre dele af verden usikker ved genoptagelse af jihadterror. Desuden skylder vi vores heroiske kurdiske allierede, uden hvem Islamisk Stat næppe havde kunnet nedkæmpes så effektivt, at aflaste dem for vores statsborgeres byrde. Ganske som vi ønsker at andre stater skal tage imod de egne statsborgere, der har begået skændigheder i Danmark.
Danmark må altså hjemtage vores jihadistiske statsborgere, hvor meget vi end ønsker dem hen, hvor peberet gror. Men vi bør samtidig arbejde for, at der nedsættes en international domstol under Haags auspicier til at retsforfølge og dømme alle fangne IS-krigere, således at uhyrlighedernes fulde omfang belyses, katalogiseres og beskrives til skræk og advarsel.
Når vi tager imod de nederdrægtige individer, må vi afklare, hvem iblandt dem, om nogen, der udtrykker ægte anger. Ideelt vil det være, hvis eventuelle ægte angrende kan danne en ny antiradikaliseringens fortrop, der kan se det som sin opgave at oplyse om de hæslige realiteter bag kalifatideologiens forlokkelser, så det bedre kan forebygges, at andre falder for lignende illusioner. Ægte anger må dog bevises, og det forudsætter udlevering af alle informationer om egne aktioner og angivelse af alle medskyldige i netværket til politi og efterretningsvæsen.
Kalifatet døde i marts 2019. Det vil blive lige så savnet som en pestbyld. Men nogle af de kræfter, der skabte det, har overlevet. Det bedste våben mod gentagelser af dets islamistiske mareridt, er maksimal eksponering af dets afskyvækkende elendighed.
